Fejde om godset Gisselfeld fortsætter

Endnu engang ender familiestridigheder om arvefølgen til et af Danmarks største godser i retten. Denne gang sagsøger datteren til den afsatte greve Erik Danneskiold-Samsøe sin kusine.

Netop som alle troede, at sagen endelig var forbi, tager den dramatiske og årelange strid om Gisselfeld Kloster pludselig en overraskende vending.

Nu forsøger den afsatte greve Erik Danneskiold-Samsøes 38-årige datter, Erica, nemlig med rettens hjælp at få sin kusine, Helene, smidt ud af klosteret. Det skriver Weekendavisen fredag.

Af dokumenter fra Civilstyrelsen, som avisen har fået aktindsigt i, fremgår det, at greve Eriks datter i slutningen af juli har anlagt en retssag mod klosterets bestyrelse med påstand om, at hun har krav på at overtage posten som overdirektør for Gisselfeld, der med sine knap 4.000 hektar og en anslået værdi på mindst en kvart milliard kroner er et af Danmarks største godser.

Stillingen som overdirektør, der i henhold til klosterets 300 år gamle bestemmelser skal gå i arv inden for slægten Danneskiold-Samsøe, blev ellers i 2010 overdraget til komtesse Ericas kusine, Helene Danneskiold-Samsøe, efter at Erica ifølge bestyrelsen havde givet afkald på at overtage stillingen efter sin far.

Begge parter i retssagen er enige om, at Erica på daværende tidspunkt havde forret til posten frem for sin kusine, og retssagen drejer sig derfor om, hvorvidt hun i 2010 - uden udtrykkeligt at give afkald - reelt fraskrev sig sin ret ved ikke at tage imod stillingen, da den blev hende tilbudt.

Det mener bestyrelsen, hvorimod Erica Danneskiold-Samsøe lægger vægt på, at hun dengang kun fastslog, at hun ikke mente sig berettiget til at overtage posten, fordi det ifølge de århundredgamle bestemmelser for klosteret kun er mænd, der kan arve stillingen. Ligesom sin far mente hun ikke - i modsætning til bestyrelsen og Civilstyrelsen - at den moderne ligebehandlingslov juridisk kunne ophæve fundatsens mandlige arvefølge, og hun anså derfor sin fars lillebror, Ulrik Danneskiold-Samsøe, som den nærmeste berettigede, efter at hendes far var blevet afsat.

- Hun gav imidlertid på intet tidspunkt afkald på sin mulige ret, såfremt hendes retsstilling måtte være, at hun i kraft af ligebehandlingsloven måtte være den bedst berettigede, lyder argumentet i stævningen, der reelt betyder, at en af den nyere Danmarkshistories mest farverige og længste juridiske sager nu fortsætter på ubestemt tid.

Erica Danneskiold-Samsøe har anlagt sagen sammen med sin farbror mod både Gisselfelds bestyrelse, kusinen, der fik overdirektør-posten i stedet for Erica, og Civilstyrelsen under Justitsministeriet. På to punkter adskiller sagen sig dog fra de mange tidligere, som hendes far har ført, skriver Weekendavisen.

For det første forsøger komtessen og hendes farbror ikke at få omstødt gyldigheden af bestyrelsens beslutning om at afsætte greve Erik, og for det andet er det en ny og anderledes advokat, der fører sagen.

Greve Eriks retssager blev ført af den kontroversielle Christian Harlang, der af kritikere er blevet karakteriseret som både et juridisk blålys og en sløset advokat, som reelt svækker og besværliggør sagerne for sine klienter.

Med den nye retssag har den detroniserede gren af slægten denne gang allieret sig med en af den juridiske verdens tungere drenge i skikkelse af dr. jur. Eigil Lego Andersen, der er adjungeret professor på Copenhagen Business School og ekspert i både erhvervs- og gaveret.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her