Stadig flere skal have store plastikkirurgiske indgreb som følge af stigningen i antallet af fedmeoperationer.

Der skal være ens regler i hele landet for, hvor stor en sæk af overflødig hud patienter skal slæbe rundt med på maven efter et voldsomt vægttab, før de kan opereres.

Det er konsekvensen af nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. De kommer efter al balladen om de politisk strammede krav for at få lavet fedmeoperationer, som skal nedbringe antallet af indgreb med 40 procent.

Modsat vurderer eksperter, at de nye regler for de kosmetiske indgreb ikke vil begrænse, men snarere øge antallet af operationer efter massivt vægttab. Det skyldes blandt andet, at adgangen udvides fra patienter med et BMI på 25 til et BMI på under 30.

Samtidig betyder en stor stigning de senere år i fedmeoperationer, at mange står i kø for at få skåret skindet til, så det passer til den markant formindskede krop, de har inde under.

De nye retningslinjer skal sikre ensartede regler for alle, uanset om de behandles offentligt eller privat. Formanden for privathospitalernes brancheforening Bent Wulff Jakobsen hilser de nye retningslinjer velkomne.

- For patienterne er det her ikke kosmetik. Det handler om at fjerne store poser af hud, der hænger i lag over mave og skridt og lugter og giver svamp. Eller om tomme bryster, der er så store, at de simpelthen falder ud af en bh, siger han.

Dansk Selskab for Plastik- og Rekonstruktionskirurgi, som organiserer landets plastikkirurger, har længe efterlyst ensartede regler.

- Nu kræves det, at patienten har tabt mere end 15 BMI-enheder og har et nyt BMI på under 30 og stabilt stofskifte. Samtidig kan fjernelsen af hud tidligst bevilges i forbindelse med en kontrol to år efter operationen. Det reducerer antallet af nødvendige konsultationer, siger formanden Morten Bischoff-Mikkelsen.

Han venter, at fjernelse af løs hud fremover bliver bevilget efter mindst hver tredje fedmeoperation.

/ritzau/