Udenlandske bilister spytter i forvejen rigeligt i den tyske statskasse, når de tanker brændstof, mener FDM, som frygter, at flere EU-lande vil indføre betaling for at køre på vejene.

Den tyske motorvejsafgift er i strid med EU-lovgivningen og diskriminerer udenlandske bilister.

Det erklærer FDM, Forenede Danske Motorejere, efter den tyske forbundsdag fredag har vedtaget en motorvejsafgift på op til 130 euro om året med ikrafttræden i 2016.

»Der er ikke behov for, at vi spytter ekstra i kassen. Det er sådan, at udenlandske bilister i Tyskland allerede i dag via de afgifter, vi betaler, når vi tanker brændstof, betaler mere end den slitage, vi udøver på det tyske vejnet,« siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk

»Det kan synes at være en bagatel, at man som turist skal lægge 100 kroner ekstra, når man kører igennem Tyskland, men for os er der nogle mere grundlæggende problemer i det her,« tilføjer han.

FDM frygter blandt andet, at den tyske vejskat kan være starten på en sneboldeffekt, hvor andre EU-lande begynder at indføre lignende systemer.

»I så fald kan det ende med at blive ganske dyrt for bilisterne at køre rundt i Europa,« siger Torben Lund Kudsk.

Samtidig er FDM stærkt kritisk over for, at afgiften kun kommer til at ramme udenlandske bilister.

»Det er et problem i EU-samarbejdet, at man går i gang med noget, der er en helt klar diskriminering af borgere i andre medlemsstater. At gå ud og lave et system, der udelukkende er målrettet udenlandske bilister - det, mener vi, er uforeneligt med EU-traktaten, og derfor vil vi forfølge spørgsmålet,« siger afdelingschefen.

Ifølge Berlingske vil personbiler blive inddelt efter størrelse og forureningsgrad. Udenlandske bilister kan ud over årskortet til 130 euro vælge en tidagesbillet til 5,10 euro for den billigste og 15 euro for den dyreste. En tomånedersbillet vil koste fra 16,22 til 30 euro.

De tyske bilister skal også betale afgift, men de vil efterfølgende blive kompenseret via en tilsvarende reduktion af vægtafgiften.

Efter fredagens vedtagelse er det nu op til EU-Kommissionen at vurdere, hvorvidt det endelige forslag er i strid med EU-retten, og om man vil anlægge en sag mod den tyske stat for at få omgjort beslutningen.