Det bliver ikke noget problem for tyrkiske, spanske eller italienske FCK-fans at få deres annullerede Champions League-billetter tilbage, lover FCK.

Et hav af FCK-fans er her til lørdag morgen blevet bragt op i det røde felt, fordi de er blevet frataget allerede købte og betalte billetter til Champions League i Parken. FCK har nemlig af 'sikkerhedsmæssige årsager' valgt at annullere et antal billetter, da køberne havde udenlandsk klingende navne.

FCK skal i Champions League møde spanske Real Madrid, italienske Juventus og tyrkiske Galatasaray. Formentlig særlig i forbindelse med sidstnævnte frygter FCK, at herboende eller tilrejsende fans af den tyrkiske klub vil forsøge at få plads i Parken på tribuneafsnit reserveret til FCK-fans.

Derfor har man gennemgået alle navnene og annulleret billetter til alle tyrkisk, spansk eller italiensk klingende navne, forklarer kommunikations- og marketingschef Daniel Rommedahl.

- Da der bliver trukket lod, ved vi godt, at alle tre hold, især det tyrkiske, har mange fans over hele verden. Da vi går ind og kigger på vores kundeliste, kan vi godt se, at der er rigtig mange udenlandsk klingende navne, og vi antager, at en del af dem er fans af udeholdet og annullerer dem med det samme, siger Daniel Rommedahl.

Kan du forstå, at nogle FCK-fans føler sig diskrimineret, når de får dyrt købte billetter annulleret på grund af et tyrkiskklingende navn?

- Der vil selvfølgelig være nogen iblandt, som reelt er FCK-fans, og jeg kan sagtens forstå, at de føler sig trådt på. Men for os er der kun en ting, der tæller, og det er sikkerhed. Vi har før set episoder i Parken, som vi skal undgå. Det har ikke noget med den enkelte at gøre, men det er simpelthen, når der bliver for mange, siger Daniel Rommedahl, der lover, at enhver FCK-fan kan få sin billet igen.

- Man skal ikke bestå en videnstest om FCK for at få sin billet tilbage. Hvis man henvender sig til os og siger, at ens billet er blevet uberettiget annulleret, tager vi selvfølgelig folks ord for gode varer, siger han.