Efter tre års arbejde med farve, lys og lyd bliver en ny version af den folkekære serie Matador sendt på DR.

København. Lørdag aften vil Mads Skjern med sønnen Daniel i hånden ankomme til Korsbæk med toget og igen træde ind i de danske stuer, når Danmarks Radio har premiere på den nye version af Matador.

Hvert enkelt af de 24 afsnit er blevet renset for snavs, og restaureringen af den historiske serie fra 1978 har taget intet mindre end tre år.

Landets seere kan glæde sig til et skarpt billede med høj farveintensitet, fortæller Pil Brandstrup, der er kanalchef på DR1.

- Matador er et stykke tv-historie og en kulturskat. Lige nu har man tekniske muligheder og kan matche den kvalitet, vi ellers ser, siger hun.

Slørede og matte billeder fra det originale kamera er blevet skannet, klippet sammen og farvelagt på ny.

Og restaureringen af ét enkelt afsnit har taget halvanden måned, fortæller Hans Vermeij fra Nordisk Film Shortcut, der har stået i spidsen for arbejdet.

- Nu kan du se, hvad der står på skiltene i baggrunden og læse med, når de læser avisen.

- Vi har også ændret formatet, så det passer til nutidens tv, uden sorte kanter i siden. Og så gynger billedet ikke længere, siger han.

DR har ambitioner om at lokke Danmarks ungdom med foran skærmen og samle alle generationer.

- Jeg håber, at Matador-fans vil få et glædeligt gensyn i en flot, ny indpakning, men jeg håber også, at det kan åbne op for et ungt publikum, at det visuelle design er blevet opgraderet, siger Pil Brandstrup.

Det lyder optimistisk at få unge seere med, mener Ib Bondebjerg, der er professor emeritus i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

- Vi har en helt anden mediesituation i dag, hvor man kan se film på langt flere medier.

- De unge har for længst forladt Matador og den slags gamle serier, siger han.

Alligevel kan serien stadig fascinere, mener professoren. Han tror, at særligt det voksne og ældre publikum vil sidde klar i sofaen med fjernbetjeningen i hånden.

- Matador taler til nostalgien og de gode gamle dage. Det er en god fortælling om, hvordan det moderne Danmark bliver til, siger Ib Bondebjerg.

/ritzau/