Brændenælder, smørblomster og hybenroser - grøftens eget tæppe - dækker kisten. En harmonika spiller ’den gamle skærslibers forårsdag’, mens kisten bæres ud af Lynæs Kirke. Og det er på en måde så smukt og rigtigt, at det bliver lidt mindre sørgmodigt at skulle tage afsked denne svale sommerdag.
- Farvel Hardy, siger Asta Lind stille, mens hendes søster tørrer en tåre af hendes kind.
De to gamle søstre støtter sig til hinanden ved rustvognen og tager afsked med deres storebror. Han ligger der i kisten - iført ren hue og termotøj, der kan holde til lidt af hvert. Præcis som han vil have det.
Det lykkedes dem aldrig helt at forstå ham, men med tiden gav broderen dem lov at hjælpe ham. Og nu er det forbi. Kampen for et værdigt liv på Hardys præmisser.
’Manden i grøften’, der helst bare ville passe sig selv, stedes til hvile i de ukendtes grav.
86-årige Hardy Hedager blev fundet død onsdag den 29. maj i sin skurvogn i grøften udenfor Hedehusene. Han døde en naturlig død efter et langt liv, der ikke lignede nogen andres.
BTs læsere mødte Hardy Hedager første gang for knap et år siden i fortællingen om den helt særlige mand og hans specielle livsvalg. En historie, der har gjort indtryk på både læsere og BTs redaktion.
Som 38-årig vendte han i 1965 samfundet ryggen og begyndte at gå. Han vandrede i al slags vejr og klarede sig på forbløffende vis under åben himmel år efter år. De seneste otte år har han holdt til i en primitiv lille lejr i grøften ud mod Roskildevej ved Hedehusene.
Først i januar blev livsstilen for barsk for den ellers så hårdføre herre, der har levet udenfor i 47 år. For første gang nogensinde ytrede han et spinkelt ønske om hjælp. Han kunne godt tænke sig en skurvogn. Det ønske efterkom kommunen.
Vognen blev opstillet i grøften og blev hurtigt hans hjem. Han havde levet sin sidste vinter ude i kulden. Parakdoksalt nok blev det også hans livs sidste vinter. Han havde fået det, som han ville have det: Han havde fået lov at leve og dø i grøften.
I samfundets øjne kan man ikke bo i en grøft, så Hardy Hedager havde adresse hos sin søster i Lynæs ved Hedehusene. Her sagde familie og andre, der holdt af ham, farvel i dag i en ceremoni, der afspejlede den gamle eneboer.
- Vi har så travlt med at bedømme andres liv, sagde sognepræst Karen Schroll-Fleischer og kaldte det ’ukristeligt’.
Ganske vist har Hardy Hedager ikke bidraget til samfundet med skattekroner, men han har til gengæld heller aldrig bedt om noget, understregede hun. Han tog kun imod penge, når han havde arbejdet for dem.
Hardy Hedager spillede violin som ganske ung, og derfor fik han også gamle viser spillet på violin med på vejen. Da melodien til ’Jens Vejmand’ flød ud i kirken, fik den selskab af nynnende stemmer.
- Gad vide om han egentlig vidste, hvor mange der gik og holdt øje med, hvordan han havde det, funderer en mand, der præsenterer sig som Hardys kontaktperson fra kommunen. Hardy bad heller aldrig ham om noget, men fik en plads i hans hjerte, fornemmer man.
Alle, der har mødt Hardy, har sin egen historie om ham. Og det liv, der umiddebart forekom ensomt, var det på en måde ikke alligevel. Det sælsomme gemyt mødte en masse kærlighed på sin vej. Et varmt måltid, en kop kaffe, lidt plads, venlighed eller ly for natten i en garage. Alt tæller i livets store regnskab. Og i dén forstand, så forlod landevejsridderen Hardy verden med plus på kontoen.
