Fartfælde-app skal advare bilister mod fotovogne

Ole Hansen har udviklet en »fartfælde-app« til mobiltelefonen. Den skal advare bilisterne, inden de møder en af politiets fotovogne, som der fremover bliver flere af på de danske veje. Rådet for Sikker Trafik mener, at opfindelsen gavner trafiksikkerheden.

- Jeg vil gerne give folk en chance for at lette på speederen, inden de møder en fotovogn, siger Ole Hansen, der er netværksadministrator.

Han understreger, at opfindelsen ikke er tiltænkt bilisten, der kører med hovedet under armen:

- Det er bestemt ikke en opfordring til folk om bare at køre løs med tophastighed og så bremse før en fotovogn. Den er lavet til bilister, der havner i sådan en fotofælde måske tre gange om måneden, fordi de bare har fulgt trafikken eller i et kort øjeblik har siddet i deres egne tanker og kørt fem-seks kilometer for hurtigt, siger Ole Hansen.

Hans »fartfælde-app« er helt ny, og interessen for at få fingrene i den er så stor, at Ole Hansens computer ikke kunne følge med mandag:

- Min server har været nede flere gange i dag, fordi interessen er enorm. Det overgår alle mine forventninger, siger han.

I Rådet for Sikker Trafik er man glad for opfindelsens popularitet. Den og andre former for udstyr, der har til formål at få folk til at træde på bremsen, er en gevinst for trafiksikkerheden:

- Vi har det fint med, at bilisterne advarer hinanden om, at der er kontrol. Så sætter de farten ned, og det er lige nøjagtig det, vi gerne vil have dem til, siger dokumentationschef Jesper Sølund og uddyber:

- Grundlæggende er sådan en app ikke til skade for trafiksikkerheden. Tværtimod, siger han.

Jesper Sølund understreger, at hvis udstyret havde haft til formål at skjule eller dække over trafikforseelser, så havde det været »dybt forargeligt«.