Det var leverkræft, der i løbet af bare halvanden måned tappede Jesper Klein for den sidste livskraft. Det oplyser hans søn Sebastian Klein til bt.dk.

- Det er gået ret hurtigt. Det eneste jeg kan sige er, at han fik konstateret kræft i leveren for halvanden måned siden, og i aften døde han så. Det er gået ret hurtigt. Han døde kl. 20 her til aften, mens familien var omkring ham, fortæller sønnen.

Jesper Klein nåede at blive 66 år. Det er næsten præcis fem år siden, at hans kone Lykke Nielsen døde som 60-årig, efter at parret havde haft 37 års samliv. Lykke Nielsen døde af brystkræft.

- De har haft lidt travlt med at forlade mig. Min far vidste godt, hvor det bar hen. Det gik støt ned ad bakke, og det var ikke noget, der kunne kureres. Han troede ellers, at han skulle blive 80, men han vidste ret hurtigt, at han skulle dø.

- Sygdommen svækkede ham, og undervejs var han flere forskellige steder. Han var tappet for kræfter, og til sidst gik det stærkt.

For bare et par måneder siden havde han det rigtig udmærket. Men leverkræft er jo desværre noget, der slår folk ihjel. Det er noget rigtig skidt, og det vidste han godt, tilføjer sønnen.

Ifølge Sebastian Klein skal faderen formentlig begraves ved siden af Lykke Nielsen.

- Det er jo op til os, men han ville gerne ligge ved siden af hende. Det er i hvert fald det, som vi arbejder med, siger sønnen, inden han er nødt til at afbryde for at tage sig af sine egne børn.