To gange ringede 17-årige Hans Graham Petersen og hans forældre til akuttelefonen 1813, men han kom først på hospitalet 22 timer efter det første opkald og blev erklæret død af meningitis nytårsmorgen. Nu taler hans far Ivar Petersen ud om det rædsomme døgn, hvor familien mistede deres kønne søn.

»Vi går op til ham på hver side af hans hoved. Vi fortæller ham, at vi elsker ham, og han kigger op på os og siger, at han også elsker os rigtig meget. Så træder vi et skridt tilbage, og han hoster noget slim op, som sygeplejersken hjælper med at tage imod. Så kigger han og siger bare: Jeg kan ikke klare mere. Og så dør han,« fortæller Ivar Petersen til DR.

BT har været i kontakt med Hans' familie, men de ønsker ikke at fortælle mere om forløbet. De har dog givet tilladelse til, at BT bruger billeder af Hans og Facebook-opslag om det tragiske dødsfald.

Hans Graham Petersen med sin far Ivar Petersen
Hans Graham Petersen med sin far Ivar Petersen Foto: Privatfoto
Vis mere

17-årige Hans Graham Petersen var en helt almindelig og fysisk aktiv gymnasieelev på Birkerød Gymnasium, der skulle holde nytårsaften med sine venner hjemme i Farum, fortæller hans far til mediet.

Vennerne skulle først have været til middag hjemme hos Hans og have spist sushi i festligt lag, og derefter skulle flere venner have stødt til selskabet senere, mens forældrene var til middag hos naboerne.

Men da forældrene kom for at hente sushi til drengene omkring klokken 16, var der noget galt, fortæller Ivar Petersen til mediet. Hans var rigtig sløj og var nervøs for, at han skulle aflyse festen, og det gjorde han så en time senere efter at have hvilet sig, for han fik det bare værre og værre. Termometret viste 39,5 grader.

Hans Graham Petersen elskede at spille fodbold og var stor fan af FCK.
Hans Graham Petersen elskede at spille fodbold og var stor fan af FCK. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hans kastede op, havde smerter over det hele og ondt i nakken, leddene og hovedet og bad sin far ringe til akuttelefonen 1813 hos Region Hovedstaden. Den 17-årige dreng havde allerede på det tidspunkt mistanke om, at det kunne være meningitis, for han havde googlet symptomerne, men det sagde hans far ikke noget om til akuttelefonen.

Her konkluderede man, at Hans nok havde en slem influenza, og det blev anbefalet, at han hvilede sig og tog nogle panodiler.

Hans' forældre tog derefter videre til fest, mens sønnen hvilede sig, og de kom og tjekkede ham indimellem, men da de kom hjem ved 01:30-tiden havde han igen fået det dårligere og fik noget mere smertestillende.

Venner og familie havde skrevet rørende beskeder på Hans' kiste.
Venner og familie havde skrevet rørende beskeder på Hans' kiste. Foto: Privatfoto
Vis mere

Kvart over fem ringede Hans så selv til akuttelefonen, og de bad ham sende billeder af et udslæt, han havde fået flere steder på kroppen, som lignede små sorte prikker. 26 minutter efter det opkald ringede akuttelefonen tilbage efter at have kigget på billederne - prikkerne kan nemlig være tegn på blodforgiftning forårsaget af meningokok-bakterier.

På trods af at sorte pletter er et tydeligt tegn på meningitis, sendte akuttelefonen ikke en ambulance, men de aftalte, at forældrene selv kørte Hans til Nordsjællands Hospital. Her endte han med at få hjertestop tre gange for til sidst at blive overført til Rigshospitalet, hvor han blev erklæret død nytårsdag klokken 15:58.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Det kan være et spørgsmål om minutter, der afgør, om man overlever meningitis, så nu sidder hans familie tilbage med følelsen af, at der kan være begået alvorlige fejl under forløbet.

»Jeg er overhovedet ikke ude på at hænge nogen ud eller pege fingre efter en bestemt person. Man kan altid begå fejl, men hvis der bliver begået fejl, så skal vi lære af dem. Hans er død, og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi får aldrig Hans tilbage andet end i vores minder og vores hjerter. Men hvis der skal komme noget godt ud af det her, så skal vi lære af fejlene, så der ikke er flere forældre, der skal gennemgå vores mareridt,« siger Ivar Petersen til Sjællandske Medier.

På Facebook skriver Ivar Petersen, at det ifølge ham var en jordemoder, der tog imod Hans' opkald til 1813. BT har fået lov af familien at bringe hans opslag på Facebook.

'Kære venner., En detalje omkring forløbet fokuserer på, at det var en jordmoder der tog Hans' 1813 opkald.Vi har som borgere krav på at dem der visiterer os til vores sundhedssystem har kvalifikationerne til at gøre det. Om den pågældende person havde det, eller ej, ved jeg ikke - det er langt uden for min kompetenceområde at vurdere det - det må andre afgøre,' skriver han blandt andet.

Ivar Petersen føler dog med den person, der modtog opkaldet, skriver han.

'Men der er et menneske. Et menneske der har skulle kæmpe hårdt for at få adgang til jordmoderstudiet. Som har skullet fuldføre studiet. Det har krævet en vilje og sandsynligvis et indædt ønske om at være med til det smukkeste der findes: At bringe liv til verdenen. Tænk hvordan den person må have det nu, indblandet i et frygteligt forløb der er endt med det stik modsatte. Hun har min medfølelse. Jeg ville ønske jeg kunne give hende et knus. Når vi søger efter de fejl der er begået, så gå efter bolden, ikke spilleren. Jeg mener af hele mit hjerte at fejlen ligger i kulturen og systemet, ikke hos personen.'

Foto: Privatfoto
Vis mere

Personalet på akuttelefonen er nu blevet meldt til politiet. De har i en mail til DR erkendt, at der er blevet begået en fejl.

'Vi burde have sendt en ambulance i stedet for lade forældrene køre til hospitalet med deres søn,' skriver de.

Ivar Petersen beskriver Hans Graham Petersen som en ung mand med holdninger, som han stod ved, og som elskede at spille fodbold og var stor fan af fodboldklubben FCK.