Det har kostet skatteyderne 11,2 mio. kr., at nogle af de indsatte i statsfængslerne i Vridsløselille, Nyborg og Jyderup samt Københavns Fængsler har lært at lave mad. Derudover har Trygfonden bidraget med otte mio. kr. Projektet – som den kendte madekspert Claus Meyer og hans ’Meyers Madhus’ er en del af – bliver nu kritiseret.

160 fanger er siden 2011 begyndt på fængslernes kokkeskoler. 90 af dem har ikke gennemført forløbet, 43 har afsluttet med en eksamen, mens 27 fortsat er aktive på uddannelsen. Det viser tal fra Justitsministeriet, der får Venstre-folk til at ryste på hovederne.

- Jeg tror i virkeligheden, at der er en del af de hårde fanger, som har brugt det her som beskæftigelsesterapi og et kærkomment afbræk fra, hvad der ellers er af andre, kedelige resocialiseringstiltag i fængslerne, siger Venstre retsordfører Karsten Lauritzen til BT.

Han tilføjer:

- Desværre er det her et eksempel på, at Kriminalforsorgen ikke laver nogen effektmålinger af de resocialiserings- og uddannelsestilbud, de har. Der er en meget lille andel, der har gennemført forløbet, og der er en meget lille andel, som man ved, har brugt det til noget. Det er symptomatisk for mange af de uddannelsestilbud, som Kriminalforsorgen har, og som vi poster millioner af kroner i.

’Ikke fornødne færdigheder’

Det skabte voldsom debat, da DR1-programserien ’Restaurant bag tremmer’ blev vist i 2012. Her lærte Claus Meyer under stor mediebevågenhed indsatte at lave mad. Det skete som en del af projektet ’Mad til mennesker’, der stadig kører bag murene – nu blot uden snurrende tv-kameraer, men stadig med Meyers Madhus som partner.

Men Karsten Lauritzen er skeptisk, når det handler om denne type resocialisering og henviser til frafaldet.

I et svar fra justitsminister Karen Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg oplyser ministeren, at årsagerne til, at 90 ud af 160 ikke har gennemført uddannelsen, er forskellige. 19 er blevet løsladt, 27 er blevet overført til anden afdeling eller institution, 17 har fået afbrudt deres forløb af ordens- og sikkerhedsmæssige årsager, 10 var ikke længere interesseret, én har afbrudt forløbet pga. sygdom, mens årsagerne til, hvorfor de sidste fem ikke har gennemført forløbet ’ikke er angivet nærmere.’

’Derudover skal en del af forklaringen på afbrydelse af forløbet findes i det forhold, at det undervejs i forløbet konstateres, at den indsatte ikke har de fornødne basale færdigheder til at gennemføre, hvorfor den pågældende som oftest får andet og mere passende uddannelsestilbud’, skriver Karen Hækkerup.

27.500 kr. per deltager

I et andet svar til retsudvalget oplyser Karen Hækkerup, at ‘Kriminalforsorgens egne samlede omkostninger til uddannelsesaktiviteterne inden for ‘Mad til mennesker’ siden opstarten i 2011 udgør knap 11,2 mio. kr., hvoraf de 6,8 mio. kr. er engangsudgifter i form af etableringsomkostninger til produktionsmateriale, og de resterende 4,4 mio. kr. er driftsudgifter til produktionsmateriale, personale, administration, ledelse m.v. på de pågældende institutioner.’ Videre i svaret hedder det, at ‘den gennemsnitlige udgift, baseret på de afholdte driftsudgifter til projektet for de 160 kursister (...), kan opgøres til 27.500 kr.’

- Det er ikke, fordi jeg har noget imod ideen om, at en indsat kan få en uddannelse som f.eks. kok. Det kan være fint. Men tilbage står det klare faktum, at det kun er en lille andel, der gennemfører, indvender Karsten Lauritzen.

Synes du, at 11,2 mio., kr. er mange penge?

- Den borgerlige regering brugte også masser af penge på resocialiseringstiltag, og den nuværende regering fortsætter med det. I en tid, hvor vi mangler penge, så bliver man nødt til at genoverveje den indsats og lave noget, der er effektbaseret. Så ja, jeg synes, at det er mange penge, siger Karsten Lauritzen.

Lover evaluering

Kriminalforsorgen har ingen kommentarer til Karsten Lauritzens kritik, men oplyser, at ’det allerede ligger i projektet, at der skal ske en evaluering’, men da projektet stadig kører, foreligger ’de endelige resultater ikke endnu.’

Samtidig oplyser myndigheden, at ’udvælgelsen af deltagere til de forskellige undervisningsaktiviteter, Kriminalforsorgen tilbyder, sker i et samarbejde mellem den dømte, som jo skal være motiveret for selve uddannelsen, og det relevante personale i fængslerne.’

Det er ’svært at vurdere’ om frafaldet er stort, og – påpeger Kriminalforsorgen – ’indsatte i Kriminalforsorgen har et begrænset antal uddannelser at vælge imellem, og klientundersøgelsen viser som nævnt også, at de indsatte tidligere i deres liv har haft meget begrænset succes med at gennemføre uddannelse.’