Ventetiden er forbi på kræftsyge Magnus Andersen Eid fra Lyngby. Den otte-årige dreng er klar til at flyve til Malaga for at blive behandlet for den tumor i hjernen, som truer med at afslutte hans unge liv i løbet af blot få måneder.
Takket være en stor indsamling på Facebook kan den lille dreng (kaldet Miv) sammen med sin mor, far og storebror mandag sætte sig i et privatfly og flyve til Malaga for at modtage en behandling, som lægerne i Danmark ikke kan tilbyde.
»Vi har set os nødsaget til at leje et privatfly for at komme afsted så hurtigt som muligt, da Mivs tilstand er dårlig. De sidste to dage har han haft hovedpine og kastet op. Vi må og skal afsted nu!« skrev hans mor, Julie Eid, på Facebook søndag aften.
LÆS OGSÅ:
Ved årsskiftet fik den lille dreng konstateret en aggressiv og ondartet svulst i hjernen, som lægerne i Danmark ikke kan stille noget op mod. De kan kun tilbyde ham livsforlængende strålebehandlig, som langsomt vil ødelægge hans hjerne og kun give sparsom ekstra levetid. Uden behandling spår lægerne, at han kun har mellem to og 18 måneder tilbage at leve i.
Derfor gik hans familie i gang med at samle penge ind til en behandling på den private klinik Burzynski Clinici Houston, USA, hvor de har gode erfaringer med at behandle den kræftform, Magnus lider af.
LÆS OGSÅ:
I mellemtiden er det blevet besluttet, at Magnus skal til Malaga og behandles på et hospital, som samarbejder med lægerne i Houston.
»Det vil stadig være doktor Burzynski, der står for behandlingen. Det er ham, der leverer den behandling og medicin, kliniken i Malaga kommer til at bruge. Burzynski har to forskellige behandlinger, men de amerikanske sundhedsmyndigheder har trukket tilladelsen til den ene, men den kan kliniken i Malaga godt benytte, og det er faktisk den behandling, vi selv havde foretrukket, fortæller Magnus' bedstemor, Inger Braae, til Horsens Folkeblad.
Og det haster pludselig rigtig meget med at komme af sted. En scanning i sidste uge viste nemlig, at Magnus' tumor er vokset.
I løbet af mindre end 14 dage lykkedes det familie at samle over halvanden million kroner ind til Magnus' behandling i Facebook-gruppen Fighting for Magnus.
Behandlingen vil mindst koste 800.000 kroner, men lige nu ved ingen, hvor længe familien må opholde sig i udlandet, og hvor meget hospitalsregningen løber op i i sidste ende.
Hvis familien får penge til overs, vil de give dem til forskning i kræft og som donationer til andre kræftsyge børn i samme situation som Magnus.