Sagsbehandler hævder, at Ankestyrelsen opdigtede hendes kritik af familie, før man fjernede deres barn. Familien er gået under jorden

Familiebehandler Lisbeth Blumenkrantz fra Horsens Kommune hævder, at Ankestyrelsen har opdigtet afgørende kritik af forældrepar i forbindelse med styrelsens beslutning om at tvangsfjerne seks måneder gamle Annika fra sine forældre.

Det fremgår af en lydoptagelse fra et møde 5. september mellem familiebehandleren og den berørte familie, som BT er i besiddelse af – optaget af forældrene uden sagsbehandlerens viden. Her viser forældrene den hørbart overraskede familiebehandler et samtalenotat fra Ankestyrelsen, hvori der står, at hun til styrelsen skulle have udtalt, at ’barnets trivsel var for nedadgående’ samt at ’der ikke var øjenkontakt mellem mor og barn’.

- Hun (ankestyrelsens sagsbehandler, red.) sagde, hun kunne skrive at trivslen var for nedadgående, og det sagde jeg, at det ville jeg ikke have der stod. Det sagde jeg, at jeg ikke kunne udtale mig om. Det er heller ikke rigtigt, at der ikke er øjenkontakt mellem moderen og Annika. Det har jeg ikke sagt, at der ikke er. Jeg bliver faktisk lidt ked af at se det her, siger hun på optagelsen og lover straks at kontakte ankestyrelsen.

DOKUMENTATION: HØR LYDFILEN HER

Dommen var allerede faldet

Men da er det for sent. Et par dage senere dumper et brev ind i postkassen. Her står, at Ankestyrelsen på et møde 4. september besluttede, at barnet skulle tvangsanbringes.

Lisbeth Blumenkrantz ønsker overfor BT hverken at uddybe sine anklager mod Ankestyrelsen eller at forklare, hvad hun har gjort for at få berigtiget udtalelserne.

I Horsens Kommune ønsker familiechef Ebbe Knabe ikke at kommentere sagen.

- Det kommer der ikke noget godt ud af, siger han.

Ankestyrelsens ankechef, Henrik Horster, ønsker ikke at forklare, hvorfor man – ifølge kommunen – har opfundet centrale udtalelser.

- Det ønsker vi ikke af hensyn til barnet, lyder forklaringen herfra.

Kristian Dyhr (V) fra Horsens Byråd ønsker ikke at gå ind i medarbejderens kritik af Ankestyrelsen. Men efter at have kigget på sagen opfordrer han dog forvaltningen til at kigge på sagen en ekstra gang.

- Det ser ud som om, der er noget, der ikke er kørt helt efter bogen. Der ser ud til at være truffet nogle forkerte valg af nogle medarbejdere. Det er en meget ulykkelig sag, og jeg vil opfordre til, at de ansvarlige på området får taget hånd om sagen, siger han.

Familien er nu gået under jorden, mens Ankestyrelsens afgørelse er anket til byretten.