Familieterapeut Lise Fabech synes, at Astrid Krag af hensyn til de to børn skal vente syv til otte år med en politisk toppost:
- Når forældrene er stresset, bliver børnene også stresset. Der sker ofte en af to ting, hvis børn ikke får tilstrækkelig nærhed fra forældrene. Enten bliver de vildfarende F16-fly, der ikke kan sidde stille i to sekunder, eller også bliver de indelukkede og ensomme.
Lise Fabech mener derfor, at Astrid Krag skal vente, for Christiansborg består. Det gør børnenes tidlige år ikke.
- Jeg vil mene, at børnene skal være 10-12 år, før det er en god idé at have et så tidskrævende job. For det er dér, børn begynder at stå på egne ben. Uden forældre omkring sig får børnene ikke nok nærvær. Børn har brug for at blive hørt, siger Lise Fabech.



