Det var den 13. august 2003, at Arriva modtog et brev fra advokat Poul Meldgaard. På vegne af en klient bad advokaten Arriva betale 575.000 kr., som Arriva ifølge fakturaen skyldte Erik Skov Pedersens virksomhed.
Erik Skov Pedersen skyldte tilsyneladende advokatens klient penge, hvorfor han havde overtaget fordringen. Altså en såkaldt 'transport' af gæld. Men fakturaen, som advokaten sad med, var falsk.
Skov udførte ganske vist arbejde for Arriva, men selskabet havde på det tidspunkt intet udestående med ham, og derfor bad den daværende Arriva-direktør Johnny Hansen om en redegørelse, og da den aldrig dukkede op, valgte Arriva at opsige samarbejdet med Skov. Heller ikke denne sag blev meldt til politiet som bedrageri.
Johnny Hansen ringede i går aldrig tilbage til B.T.



