Arbejdsgiver kan ingen svigt få øje på, efter en ansat faldt 10-14 meter ned fra taget på Hotel d'Angleterre og blev dræbt

For Eriksson Stilladser, der havde den 32-årige stilladsarbejder ansat, der i går styrtede i døden, er det en sort dag. Det medgiver ejer Jack Eriksson, som kendte den dræbte familiefar godt, og som i dag ikke fatter, hvorfor han ikke tog sin faldsele på, da han tirsdag over frokost vendte tilbage til sit arbejde på toppen af det velrenommerede hotel ved Kongens Nytorv i København.

- Jeg fatter ikke, hvorfor han ikke tog den sele på. Det er ikke spor besværligt, men han har måske tænkt, at det ikke var nødvendigt. Jeg kender ham ellers som en mand, der altid satte sikkerheden højt, og hans kolleger beskriver ham også som en, der altid havde sin sele på, siger ejer af Eriksson Stilladser Jack Eriksson til bt.dk

Entreprenørselskabet Pihl og Søn står for den igangværende totalrenovering af det mere en 250 år gamle hotel. Her skulle den dræbte 32-årige tirsdag pille nogle såkaldte trapezplader af det midlertidige tag, som har overdækket hotellets gård. Men da han træder ud på en af pladerne, brister den, og han styrter 10-14 meter på et andet tag. Herfra kunne han være faldet endnu flere meter ned i Palmehaven i hotellets gård. Manden dør senere af sine kvæstelser på Rigshospitalet.

Ifølge Arbejdstilsynet så 'tyder det på, at der ikke var de tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning'. Hvad siger du til det?

- Det er simpelthen ikke rigtigt! Jeg synes ærligt talt Arbejdstilsynet lige skulle vente, til de hører hele historien, siger Jack Eriksson.

- Vi har så sent som sidste uge holdt møder med Pihl og Søn om, hvordan netop den her overdækning skulle pilles af. Vi krævede sågar, at vi ventede med taget, til vi kunne bruge tårnkranen, som vi har på pladsen, som sikkerhedsforanstaltning til netop den opgave, forklarer Eriksson.

Det var meningen, at stilladsarbejderne skulle klikke deres faldseler fast til kranen, og kranføreren skulle følge arbejderne under arbejdet, så hvis de faldt, ville de højst falde halvanden meter.

- Alt var gjort klar for ham. Havde han haft den sele på, havde han højest fået en ridse på skinnebenet, mener ejeren.

De øvrige ansatte fik tirsdag tilbudt krisehjælp, mens Jack Eriksson var hos den 32-åriges enke og hans to børn.

- Det er dybt tragisk. Alle mine tanker går lige nu til hans hustru og børn, siger Jack Eriksson

Han har foreløbigt aftalt med Arbejdstilsynet, at de ikke fjerner resten af taget, før det er tøvejr. Frosten gør tagpladerne sprøde, forklarer han.

Skulle I så ikke i første omgang have ventet, til det ikke længere var frostvejr?

- Sådan kan man ikke sige det. Det er jo netop, derfor vi havde kranen. For stilladsarbejde er farligt. Men som jeg ser det, er der ingen, der har svigtet. Vi kunne ikke have lavet flere planer eller foranstaltninger. I sidste ende er det helt og holdent mit ansvar. Det er os, der står for sikkerheden. Der kan jeg ikke klandre Pihl og Søn for - selvom jeg heller ikke selv kan stå på arbejdspladsen og sikre mig, at alle mand tager deres seler på, siger Jack Eriksson.

Gården inde i d'Angleterre, hvor ulykken skete, er dagen derpå spærret af, og der er vagter til stede. En gruppe i Arbejdstilsynet holder onsdag møde om, om der skal udstedes påbud på arbejdspladsen for at sikre, at der ikke sker en lignende ulykke. Derefter vil organisationens jurister se på, om sikkerhedsreglerne er overtrådt. I så fald kan arbejdsgiveren se frem til en politisag og en bøde på alt fra 25.000 og op til over 100.000 kroner.

BT har også rettet henvendelse til entreprenørselskabet Pihl og Søn, som har hyret Eriksson Stilladser. Her holdes også møde onsdag, men indtil det er slut, kan ingen udtale sig.