Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 36-årig faldskærmsudspringer er kommet alvorligt til skade efter en ulykke ved Frederikssund tirsdag aften.

Det oplyser Nordsjællands Politi til BT.

»Vi modtog anmeldelsen klokken 20.26 om en mandlig faldskærmsspringer, der var styrtet til jorden,« sagde vagtchef Martin Bakke kort efter ulykken.

Den tilskadekomne mand blev straks fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København.

»Vi har fået den første melding fra Rigshospitalet, der lyder på, at han overlever,« siger vagtchef Henrik Alstrup til BT tirsdag aften omkring midnat.

Politiet kan ikke sige mere om hans tilstand på nuværende tidspunkt.

Den 36-årige mand fra København er en erfaren faldskærmsudspringer, men det er et par år siden, han sidst sprang.

Ulykken er formentlig sket, fordi faldskærmen ikke har foldet sig ordentligt ud.

»Vi er stadig ved at undersøge, hvad der har forårsaget ulykken, så vi kan endnu ikke sige noget med sikkerhed. Men det tyder på, at der er tale om en brugerfejl, det vil sige, at faldskærmen mister sin bæreevne, fordi brugeren laver en fejl, men det er ikke noget, der kan bekræftes endnu,« siger Henrik Alstrup sent tirsdag aften.

Havarikommissionen har også været involveret, og de har umiddelbart ikke fundet nogen fejl på udstyret.

Det vides ikke hvor langt den 36-årige mand er faldet, men politiet oplyser, at det er under hundrede meter.

ulykken skete ved Sundbylillevej i Frederikssund.
ulykken skete ved Sundbylillevej i Frederikssund. Foto: Google Maps
Vis mere