Priserne på Falcks lægebilsservice varierer med op mod to millioner kroner fra område til område. Det giver stof til eftertanke, mener regioner.

Falcks lægebiler redder mange liv hvert år, men det koster ikke det samme at redde liv i Sønderjylland, som det gør i Midtjylland.

Ifølge DR Nyheder så tager Falck mere for servicen i regioner, hvor der ikke er konkurrence fra andre udbydere. For eksempel koster det 2,4 millioner kroner at holde en lægebil kørende i et år i Region Midtjylland, mens det koster 4,3 millioner kroner i Region Syddanmark.

- Det giver selvfølgelig stof til eftertanke, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, til DR Nyheder.

Formanden Danske Regioner finder også den store forskel mistænkelig.

- Der er nogle priseksempler her, hvor forskellen er for stor, det er der ingen tvivl om, siger Bent Hansen (S), der også er formand for Region Midtjylland.

- Hvis ikke der kommer konkurrence, må vi jo overveje selv at byde på opgaverne, fortsætter Bent Hansen.

Falck forklarer den store prisforskel med, at der er stor forskel på aktivitetsniveauet i de forskellige regioner.

- Det afgørende er, hvor meget man kører med bilerne. Og hvis man skal køre hele tiden og ikke kan sove, så bliver det dyrere, så skal vi bruge seks frem for fire mand i et døgnberedskab, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, der erklærer sig klar til at forklare regionerne, hvordan redningstjenesten prisfastsætter lægebilsservicen.