Efter den seneste tids polemik omkring Danske Banks indførelse at kontogebyr for normale kunder, har et af Danmarks største fagforbund, FOA, nu valgt at droppe den sidste konto, man havde i banken.

- Så har vi været alle FOAs bankforbindelser igennem. Vi har en gammel konto til modtagelse af giroindbetalinger, som gennem fusioner er landet i Danske Bank. Den afvikler vi nu. Vi vil ikke have arrangementer med en bank, der kræver, at vores medlemmer skal betale for et abonnement for at kunne modtage deres løn fra arbejdsgiveren, skriver FOAs formand Dennis Kristensen på sin Facebook-profil.

Fra i mandags trådte Danske Banks nye betalingskoncept i kraft. Et koncept, der nu betyder, at kunder med et samlet engagement i banken under 750.000 kr skal til lommerne for overhovedet at være kunde i banken. Og jo færre penge, der er i spil, jo dyrere bliver det at have en konto.

Over for bt.dk uddyber Dennis Kristensen:

- Jeg synes, det er moralsk ubehageligt, at en bank nu vælger at sige, at de vælger at lave deres eget lille afgiftssystem, fordi de nu ved, at der er en rigtig stor del af befolkningen, der er lønmodtagere eller modtager offentlige ydelser, og de skal jo have en konto. Jeg synes simpelthen, at der uanstændigt.

Flere eksperter har påpeget, at flere banker vil følge trop og indføre samme betalingskoncept. Er det så ikke lidt omsonst at droppe banken og skælde dem ud offentligt?

-
Jeg håber, de øvrige banker tænker sig om. Nu er Danske Bank jo ikke blevet specielt populær på det sidste ved at have kastet sig ud i det her. Så jeg håber, at andre banker, der måtte tænke samme tanke, lige stopper op og siger, at det måske ikke lige er det, de skal kopiere.

- At skulle betale for at have en konto i en globaliseret verden, hvor man ikke kan leve uden en konto, og hvor man som lønmodtager skal have en konto som forudsætning for, at man kan modtage løn, støder mig.

Hvad synes du, om FOAs beslutning? Er det godt gået - eller slet ikke noget et fagforbund skal beskæftige sig med? Deltag i debatten herunder.