Man skal sætte tænderne i danske æbler og gulerødder, hvis man vil undgå rester fra sprøjtegifte.

Der er nemlig langt færre pesticidrester i dansk produceret frugt og grønt end i tilsvarende produkter fra udlandet, viser den årlige pesticidrapport fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

I 2011 blev der fundet rester af sprøjtemidler i prøver for 71 procent af de ikke-økologiske frugter fra lande uden for EU. For EU-landene lå tallet på 66 procent, mens der blev registreret sprøjterester i 38,5 procent af danske frugter.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) glæder sig over, at danske frugtavlere og gartnerier holder igen med sprøjtningen, men hun udtaler samtidig, at tallet skal yderligere ned.

- Det kan ikke komme bag på nogen, at jeg har ambitioner om, at det skal blive endnu bedre. Og med en ny afgift lægger regeringen op til en markant reduktion i miljø- og sundhedskonsekvenserne ved brug af sprøjtegifte. Samtidigt er det et mål for os at fremme økologien for generelt at reducere brugen af sprøjtegifte, siger hun.

Når det gælder grøntsager, blev der fundet sprøjterester i ni procent af de danske fødevarer, mens tallet for de øvrige EU-lande lå på 44 procent.

Det er ganske lovligt at sprøjte ikke-økologisk frugt og grønt, men det er ikke tilladt at overskride en fastsat grænseværdi.

BNB