Den færøske regeringsleder, Kaj Leo Johannesen, vurderer, at skotterne vil være bedst tjent med at forblive en del af Storbritannien.

18. september 1948 udråbte lagmand Thorstein Petersen selvstyre på Færøerne. 18. september 2014 kan de skotske vælgere forvandle Skotland til en selvstændig nation.

Den nuværende lagmand på Færøerne, Kaj Leo Johannesen, kan godt forstå, at skotterne føler trang til at kontrollere deres egne affærer.

»Skotterne vil have større indflydelse på deres hverdag, ligesom vi ville tilbage i 1948. Det, de gør i dag, gjorde vi i 1948. Jeg forstår godt debatten og behovet hos skotterne,« siger regeringslederen.

Til trods for forståelsen er han dog ikke overbevist om, at ren selvstændighed er den rigtige løsning for skotterne.

»Jeg tror altid, man står stærkere sammen. Det synes jeg også, vi gør i dag i det danske rigsfælleskab med Danmark, Grønland og Færøerne. Jeg synes, rigsfællesskabet er inde i en fantastisk positiv udvikling,« siger Kaj Leo Holm Johannesen, der er formand for Sambandspartiet.

Lagmanden føler med den britiske premierminister, David Cameron.

»Det vil være en prekær og kedelig sag, hvis David Cameron bliver den premierminister, der mister Skotland. Det vil være en katastrofe for ham. Det er jo en familie, der vil miste et familiemedlem,« siger han.

Kaj Leo Johannesen har tidligere talt varmt for, at Færøerne på et tidspunkt skulle blive selvstændigt, men de seneste år har ændret lagmandens syn på det spørgsmål. Han føler sig »godt tilpas« i det danske rigsfællesskab og glæder sig i stedet over, at Færøerne har nået et punkt, hvor de i høj grad disponerer over deres egne beslutninger.

»I og med at vi ikke er med i EU, har vi stadigvæk mulighed for at træffe beslutninger uden at skulle ned forbi Bruxelles, og det er især vigtigt i forhold til vores fiskeri,« siger Kaj Leo Johannesen.