Helsingør: Flere migranter har de seneste dage hægtet sig fast på eller under lastbiler, som kører til færgen, der sejler fra Helsingør til Helsingborg i Sverige. Det skriver HH Feries i et brev til deres fragtkunder, hvor de advares om de farlige situationer.

- Det er naturligvis en uheldig og potentielt meget farlig situation, som disse mennesker bringer sig selv og andre i.

- Vi må derfor bede alle vores kunder om at udvise skærpet opmærksomhed for at undgå uforvarende at komme til at transportere asylansøgere på denne måde, skriver direktør i HH Feries, Henrik Rørbæk i brevet.

Siden 4. januar har der været id-kontrol ved den dansk-svenske grænse. HH Feries har per 26. april kontrolleret 773.000 passager, heraf blev 2676 afvist, og 127 menes at være migranter.

/ritzau/