Den 35-årige præst, der har været fængslet, for ikke at ville udlevere sit barn til faren bliver nu fritaget fra tjeneste af biskoppen i Århus, Kjeld Holm.

Århus biskoppen Kjeld Holm har besluttet at fritage den 35-årige præst Sidsel Jensdatter Lyster fra tjeneste indtil videre.

Sidsel Jensdatter Lyster har siddet fængslet i 17 dage for ikke at ville udlevere sin toårige datter til pigens far, som har rettens ord for, at han har ret til at tilbringe 15 timer om ugen med datteren.

Sidsel Jensdatter Lyster bliver fritaget fra tjeneste fra mandag og indtil videre, oplyser biskop Kjeld Holm til Ritzau.

- Det er ikke en afskedigelse, men jeg skal have tid til at overveje det videre forløb og drøfte det med menighedsrådene. Det kan ikke nytte noget, at hun er i tjeneste samtidig, siger Kjeld Holm.

Han oplyser, at han har sendt præsten en mail, og at hun senest tirsdag vil modtage et officielt brev fra biskoppen, der nu skal mødes med menighedsrådene.

- Jeg skal i høj grad også have en god snak med hende om, hvad der er sket, siger Kjeld Holm.

Han vil sammen med menighedsrådene i Sidsel Jensdatter Lysters Sogn bestræbe sig på, at det kirkelige liv i sognene ikke kommer til at lide skade.

Hverken menighedsråd eller biskop forholder sig til præstens personlige forhold, oplyser Kjeld Holm.

Det er aftalt at holde tæt kontakt mellem menighedsrådene og biskoppen for at forholde sig til den fremtidige udvikling.

/ritzau/