KØB PLUS!

Fædre og bedstefædre frygter også pædofil-anklager

Tør du skifte ble på dit barnebarn, eller hjælpe din datters lille veninde på toilettet?

Flere og flere danske fædre og bedstefædre svarer faktisk nej til ovenstående spørgsmål.

For det er ikke kun mandlige pædagoger, der frygter at blive beskyldt for at være pædofile.

Falske sex-anklager gør mandlige pædagoger syge

Frygter pædofili-anklager: Disse ting er forbudt for pædagoger

En undersøgelse fra forskningsgruppen Paradox på Aarhus Universitet, som kan læses på BUPL's hjemmeside i dag, viser, at mange fædre og bedstefædre også er blevet hæmmede i deres forhold til deres egne og andres børn og børnebørn af skræk for at bliver udsat for anklager om at krænke børnenes blufærdighed.

Tre ud af 10 mænd har ifølge undersøgelsen inden for de senere år tænkt på risikoen for at blive anklaget for pædofili, når de er sammen med børn.

Mens 3,9 procent af kvinderne har ændret adfærd over for børn som følge af det øgede fokus på pædofili, har flere end fire gange så mange mænd, 16 procent, gjort det samme. 16,8 procent af mændene svarer, at de forsøger at undgå kropskontakt med børn.

I ugens løb har der i forbindelse med premieren på Thomas Vinterbergs film 'Jagten' været stor fokus på den stigende frygt blandt mandlige pædagoger for at bliver involveret i en sædelighedssag. Undersøgelser fra Paradox viser også, at mange institutioner har taget konsekvensen og indført særlige regler og retningslinjer for de mandlige pædagoger.

Men det er altså ikke kun de professionelle voksne, der bliver ramt af den stigende frygt for pædofili. Også i den resterende del af befolkningen er frygten for at blive mistænkt blevet større de seneste år.

61 procent af de 286 borgere, der har deltaget i Paradox’ undersøgelse, svarer, at de mener at risikoen for at bliver mistænkt for pædofili er blevet større i de senere år.

Tør ikke hjælpe børn på toilettet
Undersøgelsen giver eksempler på, at forældre og bedsteforældre er påpasselige og holder igen i deres omgang med børn og børnebørn på grund af den øgede mistænksomhed i samfundet.

’Hvis mine børn for eksempel har venner med hjemme, undgår jeg helst at være alene med dem. Hvis de har brug for hjælp på toilettet, kalder jeg på min kone. Jeg synes det er en ekstremt sørgelig udvikling. Mænd som holder af børn mistænkes for forfærdelige lyster og forbrydelser. Vi tør dårligt lege med vores egne børn, hjælpe dem I badet eller tørre dem bagi,’ siger en 42-årig mand i undersøgelsen.

En 62-årig mand fortæller:

’Selv om jeg ingen pædofile tendenser har overhovedet, er jeg betænkelig ved at hjælpe mit barnebarn på 2 år, en dreng, på toilettet. Især når det gentages i medierne, at de fleste overgreb mod børn foretages af familiemedlemmer. Ved at undgå enkelte mistænkelige situationer med børn kan man jo holde sig selv uden for mistanke.’ 

Forsker: Slap af!
Undersøgelsens tal bekymrer Kenneth Reinicke, mandeforsker og lektor på Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet:

- Det er en forfærdelig udvikling. Selvom vi godt ved, at det hovedsageligt er mænd, der begår seksuelle overgreb, så er det vigtigt at holde tungen lige i munden og huske problemernes omfang. Vi skal undgå at beskylde flertallet for noget, som det i virkeligheden er et fåtal, der gør. Vi skal virkelig passe på, at vi ikke får dæmoniseret maskuliniteten, siger han til bupl.dk.

Kenneth Reinicke mener, det er vigtigt ikke at overdramatisere pædofili-problematikken.

- Det er kun meget, meget få mænd - og kvinder for den sags skyld - der begår overgreb. Derfor er det væsentligt, at man har noget proportionalitet ind over, når man for eksempel laver politikker i institutionerne – men også når man generelt snakker om pædofili. Det nytter ikke noget, at vi alle sammen skal rende rundt med en eller anden angst for at blive stemplet som pædofil, siger han.

Kenneth Reinicke mener, at det siger noget om det anderledes blik, vi har fået på den nøgne barnekrop – og børn generelt, når vi tager fysisk afstand til andre folks børn.

- Tingene har ændret sig. Ser man for eksempel gamle Pippi Langstrømpe-film, filmer de nærmest op under skørterne på børnene ind imellem. Dengang var det helt uskyldigt, men det ville man ikke kunne gøre i dag, siger Kenneth Reinicke.

Læs også: