Banken Nordea har valgt at stoppe sine annoncer på  medie Den Korte Avis. Deres indhold passer ikke på Nordeas ønskede profil, fortæller marketingschef Kim Grue.

Faktisk var Nordea slet ikke klar over, at banken annoncerede på Den Korte Avis, før en opmærksom person gjorde dem opmærksomme på det på Facebook onsdag.

'Reklamerer I (og dermed støtter) virkeligt Den Korte Avis? Støtter I andre racistiske hjemmesider?' spørger Tommy Kirkegaard på Nordeas Facebook-side.

Forskellige medarbejdere fra Nordea har i tråden spurgt ind til sagen og fortalt, at de vil se nærmere på det. Torsdag kunne Nordea så fortælle i Facebook-tråden til spørgsmålet, at man havde stoppet annoncerne på den pågældende side.

Og det var ganske enkelt en fejl, at Nordea var endt med at annoncere på Den Korte Avis, fortæller marketingschef i Nordea, Kim Grue, til BT.

»Før i tiden købte man annoncer hos de enkelte aviser. I dag køber vi ind i annoncepakker, og i den pågældende mediepakke ligger eksempelvis Metroxpress, Tipsbladet og også Den Korte Avis. Og det er simpelthen en fejl, at vi ikke var opmærksomme på det,« siger Kim Grue.

Årsagen til, at man har stoppet annoncerne hos Den Korte Avis, er, at det journalistiske indhold på siden ikke matcher den profil, Nordea gerne vil have.

»Når vi annoncerer, så kigger vi på målgrupper, og så vælger vi vores medier ud fra en profil, som vi mener også kan støtte op om vores profil. Og der synes vi ikke, at Den Korte Avis har en profil, der passer til os.«

Og det er på grund af artiklerne på deres side?

»Ja, det er det,« fortæller Kim Grue.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Den Korte Avis, men de har ikke vendt tilbage på BTs henvendelse.