Både røde og blå partier vil have flygtninge, der kommer til Danmark, hurtigt i job. Men meget få flygtninge er faktisk jobparate, vurderer kommunernes socialrådgivere.

Som flygtning i Danmark skal man arbejde for pengene. Det er både de røde og blå partier enige om. Men det er kun en lille del af flygtningene, som reelt er i stand til at varetage et job, vurderer kommunernes socialrådgivere.

Det skriver Jyllands-Posten.

Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, mener, at politikerne skaber et urealistisk billede af, hvor mange flygtninge der kan komme i arbejde, og hvor mange timer de kan klare.

»Det er en politisk varm kartoffel, og den vil politikerne gerne fjerne med et snuptag, men sådan er virkeligheden ikke. Vi taler i mange tilfælde om mennesker, der er dybt traumatiserede,« siger Majbrit Berlau til avisen.

Regeringen fremlagde i sidste uge et lovforslag, som indeholder et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte indvandrere skal arbejde 10 timer om ugen. Venstre mener dog, at der skal være tale om en arbejdsuge på 37 timer.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) slår dog fast, at minimumskravet på 10 timer om ugen kun skal gælde for de jobparate.

Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen (V), siger til at avisen, det bør undersøges, hvorfor socialrådgiverne vurderer så få som parate til at få et job.