Der blev musestille i studiet, da hun tog ordet. Selv værten Clement Kjersgaard lod hendes ord flyde.

Formand for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, var i Debatten på DR for at diskutere, om der er »noget fundamentalt galt med det danske samfund, der burde laves om«.

Som der også står i beskrivelsen af programmet, der vises torsdag aften: »Ja, siger de mennesker, der mener, at vores fokus på vækst ødelægger både naturen, samfundet og os selv. Og ja, siger de mennesker, der mener, at staten er så stor, at der ikke er plads til individet«.

Og det var det første, altså det med væksten, Eva Secher Mathiasen slog ned på:

»Der er to grundlæggende problemer ved det her. Det ene er, at vi dyrker gennemsnittet som om, at de var eliten. Og det er ikke alle, der kan nå op på niveau med dig,« siger psykologformanden og kigger på Iben Krog Rasmussen, studerende og medstifter af tænketanken Frej, der selv beskriver sig som en 12-tals pige.

»Men til gengæld er det kun dem, der præsterer lige så flot som dig, der bliver kastet lys på og bliver anerkendt og rost af politikerne ... Og det bliver jagtet.«

Iben Krog Rasmussen smiler nu og rødmer lidt. Jakob Engel-Schmidt fra Venstre er tydeligvis enig. Han nikker et par gange. Hurtigt.

Det er især retorikken over for de unge mennesker og det danske samfunds udvikling, der er med til at skabe angst og stress, mener Eva Secher Mathiasen og sætter tingene på spidsen med et fiktivt - men typisk - eksempel:

»I skal fandeme løbe stærkt, I gør det nærmest kun forkert, kineserne kommer og spiser jer lige om lidt og andre gør det bedre end jer.«

»Så får vi selvfølgelig en forældregeneration, der er hundeangst for, hvad der sker med mit barn i det her ræs, og forsøger at gøre det allerbedste, de har lært, for at give de bedst mulige udviklingsvilkår for dem.«

»Så bilder vi os derefter ind at kalde dem for curlingforældre, fordi de gør lige præcis dét, som samfundet omkring inviterer til, nemlig at de fokuserer på individet ... for det gør I (underforstået politikerne med flere).«

Opsangen er ikke til at tage fejl af. Efter få timer havde tusindvis set indslaget på Facebook, og blandt de mange bemærkninger i kommentarfeltet var få - ja nærmest ingen - kritiske over for Eva Secher Mathiasens betragtninger.