Parkeringsselskabet EuroPark er ikke umiddelbart villig til at eftergive rasende københavnske bilejere de bøder, som firmaets parkeringsvagter uddelte efter stormen Bodils rasen i sidste uge.

Det på trods af at de pågældende bilejere, som bl.a. omfatter en del i Sluseholms-kvarteret i Københavns Sydhavn, faktisk kun holdt parkeret, hvor de gjorde, fordi de fulgte politiets kraftige opfordring til at flytte deres køretøjer til højere beliggende steder, skriver Metroxpress.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation Jens-Kristian Lütken siger til avisen, at han vil gå videre med sagen, da han mener, det bør være almindelig god opførsel ikke at udskrive parkeringsbøder i en situation, som der var i torsdags, da naturen viste sig fra sin virkelig barske side med stærkt forhøjet vandstand og oversvømmelser i store dele af de kystnære områder.

EuroParks administrerende direktør Michael Christensen har givet en skriftlig kommentar til sagen. Hans budskab er, at på trods af, at de pågældende bilejere kan føle sig snydt ved at have fået udstedt en parkeringsbøde i kølvandet på orkanen Bodil, skal de ikke som udgangspunkt sætte næsen op efter at blive slettet som skyldner:

- Vi kan ikke sige noget generelt om kontrolgebyrer udstedt i forbindelse med stormen Bodil den 5. december 2013 og i dage herefter. Vi vil vurdere sagerne individuelt og fra sag til sag, skriver Michael Christensen.