Et flertal i Det Etiske Råd mener, at der fortsat bør være en øvre grænse for, hvor længe kvinders ubefrugtede æg må fryses, mens der ikke er nogen grænse for, hvor længe mænds sæd må opbevares i fryseren hos en sædbank.

Der skal fortsat være forskel på mænd og kvinder, når det gælder muligheden for at nedfryse sine kønsceller – altså sædceller eller ægceller – enten til senere brug eller til donation, mener et flertal af medlemmerne i Det Etiske Råd, skriver Jyllands-Posten.

Rådet kommer onsdag med en række anbefalinger til politikerne om, hvordan reglerne for opbevaring og brug af ubefrugtede æg bør være.

Der er ingen lovmæssig grænse for, hvor længe sæd må opbevares i fryseren hos en sædbank, men der bør derimod ifølge rådets flertal fortsat være en øvre grænse for, hvor længe kvinders ubefrugtede æg må fryses, selv om der ifølge formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Søren Ziebe, ikke er noget , der tyder på, at æggenes kvalitet forringes, jo længere tid de fryses.

Et flertal af rådets medlemmer holder desuden fast i, at kvinder ikke skal kunne få fertilitetsbehandling i Danmark, hvis de er ældre end 45 år.

Formand for Det Etiske Råd lektor, ph.d. Jacob Birkler mener, at der er brug for både tidsgrænser og aldersgrænser, når det gælder brug og opbevaring af kvinders æg.

»Det handler ikke om at forhindre kvinder i at få samme rettigheder som mænd, men blandt andet om at undgå at stikke blår i øjnene på kvinderne ved at give dem indtryk af, at de kan bruge nedfrysningen til at forlænge deres fertile periode og vente med at få børn, til karrieren er på plads, og manden er fundet,« siger han til avisen.

Venstre sundhedsordfører Sophie Løhde (V) erklærer sig villig til at overveje, om aldersgrænsen på 45 år skal hæves, mens Socialdemokraterne ønsker at bevare de nuværende grænser, skriver Jyllands-Posten.