Jens Rebensdorff

Da en ukendt mand i sidste uge ringede fra USA og inviterede Kirsten og Mogens på Noma, stødte han ind i vores angst for det ukendte og blev meget klogere på danskerne.

Der er ti minutter, til klokken er 19. Kirsten Deventier og Mogens Baden fra Næstved sidder i Nomas diskrete lounge på Christianshavn. De ser på deres ure og tager imod velkomst-champagne. De er ikke bange for, hvad der vil ske. De undrer sig. Som plan B har de aftalt, at gå ud og spise, 'der er altid en pølsevogn et sted', hvis ikke den fremmede dukker op.

- Det er da en mærkelig situation, siger Kirsten Deventier.

Søndag i sidste uge blev Kirsten Deventier og Mogens Baden på overraskende vis konfronteret med deres egen mistroiskhed. Deres egen danskhed, så at sige. Næstved-parret, der ellers anser sig selv for åbne overfor det meste og velorienterede og fordomsfrie overfor andre måder at gøre tingene på, stod pludselig i et dilemma. Et dilemma, der var som taget ud af en Hollywood-film, og som parret aldrig havde troet, de skulle til tage stilling til.

En totalt ukendt mand ringede til dem fra USA og inviterede på gebrokkent engelsk i en skrattende telefon parret til middag på Noma. Verdens bedste restaurant. Helt ud af det blå. Manden kaldte sig Steven Htet og havde sat sig for at invitere et fattigt eller hjemløst par, måske i terminalstadiet, måske nogen fra et plejehjem eller et ældre par, der havde noget stort at fejre, ud at spise fint. Om de kunne have lyst til det?

Kirsten Deventier (65), uddannet lærer og regional- og lokalpolitiker, lyttede mistroisk. Hun fortalte, at hun og hendes Mogens (73) og tidligere chefredaktør på Næstved Tidende, hverken var mindrebemidlede, døende eller havde noget at fejre. Det skulle da lige være deres hund, der sidste år blev kåret til årets hanhund i bassetklubben. Manden spurgte om, han måtte ringe igen dagen efter. Det gjorde han. Imens havde Kirsten Deventier og hendes endnu mere mistroiske mand beskuet dilemmaet fra alle sider. Et enestående tilbud. Men hvem var han, denne Steven Htet? Hvad havde han gang i? Hvis de sagde ja til tilbuddet, og han pludselig stak af fra den hundedyre regning, hvad så? Var han en skør fantast? Var han kriminel? Hvorfor spurgte han slet ikke til, hvad de lavede til daglig? Hvad hvis han ikke tropper op? Da den ukendte mand ringede igen, havde parret besluttet sig. Med alle tænkelige skrækscenarier i hovedet og klar med plan A, B og C i tilfælde af, at hans forehavende var svindel og humbug eller det, der var værre, takkede de ja til det suspekte tilbud. 'Så vi har en aftale i morgen på Noma', sagde den fremmede spørgende og underligt usikker, og så aftalte han med det undrende ægtepar: Onsdag kl. 19.00 på Noma på Christianshavn.

Havde kæresten, en ven, en kollega, noget familie eller blot en fjern bekendt inviteret på Noma, ville de fleste have slået til med det samme. Men Kirsten Deventier og Mogens Baden er som dig og mig. På vagt overfor fremmede, når de kommer for tæt på. Selv når det er en udsøgt gave, der dumper ned fra himlen fra en glad giver, har vi svært ved at tage imod den. Når folk, vi ikke kender, bryder vores stramme sociale konventioner, reagerer vi instinktivt med skepsis og mistro. Specielt hvis det sker på gebrokkent engelsk fra et andet kontinent i en skrattende telefon.

Vi tror, vi bliver taget ved næsen. Den fremmede, der på så udansk maner, bryder de mest fundamentale love for samvær, ikke mindst reglen 'Tag ikke mod hverken kærlighed eller penge fra fremmede', de har ikke rent mel i posen eller er i bedste fald utilregnelig i gerningsøjeblikket. Sådan noget gør man ikke. Der må ligge noget bag. Den berøringsangst og mistro mærkede mange i dagene op til, at den 37-årige burmeser og lektor i biologi på Northern Virginia Community College, Steven Htet, fandt frem til parret i Næstved:

I midten af februar sad han hjemme i Virginia og googlede, 'elderly people', 'nursing homes' og andet, der måske kunne give ham et praj om, hvor han skulle finde et dansk par, der på hans transit-stop på vej mod det nordlige Skandinavien, ville gå ud og spise med ham. Via hjemmesiden ringede han tilfældigt til Social- og Integrationsministeriets presseafdeling og fik fat i chefen. Om hun kunne sætte ham i forbindelse med et ældre mindrebemidlet ægtepar? Han skulle til Kemi og Rovaniemi i Finland og videre til Alta i Norge 'to chase the Aurora Borealis (nordlys, red.)', som han skrev i en efterfølgende og opklarende mail til den skeptiske pressechef. Hun sendte den mærkelige amerikaner videre til Ældresagen, som fandt et ægtepar, der gerne ville trakteres på den fine restaurant. Få dage efter trak de sig. Tilbuddet var for mærkeligt.

Steven Htet surfede videre. Han søgte på 'nursing home' (plejehjem, red.) og fik en side op fra et firma, der lejer boliger ud til udstationerede. Steven Htet fik fat i en tilfældig medarbejder, der efter at have lagt ører til den fremmedes svært forståelige og meget mærkelige forehavende rakte telefonen til sin chef. Chefen lyttede og tænkte hurtigt. Hans forældre havde guldbryllup i år, og moderen fyldte snart 70. Steven Htet fik nummeret til forældrene. De tog imod tilbuddet, men hoppede få dage efter også fra.

Steven Htet gik på kompromis med sit krav om, at parret han ville invitere skulle være fattige eller syge eller have noget at fejre. Han ringede flere gange til Marriott Hotel på Kalvebod Brygge for at høre, om nogle ældre mennesker, som man har for vane i USA, havde booket sig ind for at fejre noget. Receptionister og managere var mere end skeptiske. 'Vi beskytter gæsternes privatliv', hed det.

To dage inden han skulle lande i København, havde Steven Htet endnu ikke fundet et par, der ville lade sig bespise på Noma. Han mailede og ringede undrende til Ældresagen igen for i et sidste forsøg at finde nogen, bare nogen, der ville tage imod hans generøse tilbud. Han fik ingen kontakt. Så ringede han igen til direktøren for udlejningsfirmaet. Direktøren granskede sin hjerne og satte Steven Htet i forbindelse med sine svigerforældre: Kirsten Deventier og Mogens Baden.

Manageren på Noma bekræfter, at en Steven Htet har bestilt bord til tre. Kirsten Deventier og Mogens Baden smiler af dette mystiske eventyr, som de endnu ikke kender slutningen på.

- I Danmark er vi ikke vandt til at gøre noget for andre. Hvis folk er nødlidende, vil vi også hellere give vi dem en check end en middag på Noma, konstaterer Kirsten Deventier. Hvorfor han ikke inviterer nogle fra sit hjemland ud eller nogle fattige i USA, undrer mig også.

Hun og ægtemanden har været mange gange i USA og ved, at det ikke er unormalt, at enlige inviterer fremmede ud for at have nogen at spise med, - men det her er vist noget andet, siger hun.

Så træder Steven Htet ind ad døren. Under sin knaldrøde Canada Goose-frakke bærer han et lidt for stort mørkebrunt jakkesæt og sneakers. Han har venlige øjne og virker distræt og travl. De ser alle tre genert og smilende på hinanden. Mistroen, fra begge sider skal det vise sig, er allerede ved at fordampe. Så var han alligevel 'for real'. Steven Htet undskylder igen og igen for, at han kom for sent på grund af bagage-vrøvl i lufthavnen. Tjeneren viser trioen ind til deres bord.

Efter middagen sætter de sig i Nomas lounge. De har nydt den dejlige og anderledes mad og talt og spurgt og udvekslet erfaringer fra undervisning og rejser i USA. Begge parter har fået nye venner. Steven Htet missede sit fly i Istanbul i går og måtte tage en overnatning. Han landede her til aften kl. 17 og efter lang tids venten på sin bagage kørte han i taxi direkte til restauranten. Nu er klokken 21.30. De tre har siddet og spist siden kl. 19.20. Kl. 22.40 går hans fly til Helsinki, hvorfra han skal videre med endnu et fly nordpå og så køre 1.600 kilometer i en lejet bil for derefter at mønstre en isbryder, der skal sejle ham ud og se nordlysets blafrende farvelagen. Herefter skal tilbage igen og have et fly fra København til USA om fire dage. Kirsten Deventier og Mogens Baden får åndenød af hans stramme tidsplan.

- Jeg er vandt til at have travlt, fortæller Steven Htet.

- Jeg har tre gange så meget undervisning som mine kolleger. For at spare op, og fordi jeg ikke rigtig bruger tid og penge på mig selv. Jeg har ikke så mange nære venner.

Steven Htet er født og opvokset i Burma. Han blev indført i buddhismen, blev munk og praktiserede religion og studerede i buddhistklostrene. Faren var lærer på en landbrugsskole, senere arbejdede han med import og export, samtidig med, at familien fik to taxier, der med chauffører kørte ekstra penge hjem. Hans to brødre, mor og far fik en sponsor i USA. Et ægtepar, som besøgte dem, og gjorde det mulig for dem at spare op og rejse til USA.

- Styret var meget undertrykkende, så mine forældre ofrede alt, da vi rejste. Jeg var seksten år, og de måtte starte helt forfra i Amerika. Min far som lejetjener på et hotel, hvor min mor også gjorde rent.

Der er faretruende kort tid til hans fly letter fra lufthavnen i Kastrup, men Steven Htet ser ikke på sit ur eller spørger om tiden. Han vil hellere end gerne fortælle. Både tjenere og Kirsten og Mogens må gøre ham opmærksom på den knappe tid.

- Jeg besluttede, at jeg også ville hjælpe andre, så jeg kunne give noget tilbage. Nej, ikke tilbage. Give fremad. Ikke tilbage til vores families sponsorer men frem mod nogle andre mennesker. Afløsere for mine forældre og dem, der gjorde det muligt for os at komme til USA. Jeg giver også penge til varmestuer og hjemløse i USA. Jeg er buddhist og tror på god karma ved at gøre det her, men egentlig er det mest for at kombinere det med selv at få en oplevelse. Jeg håber, at sådan et besøg vil plante et minde i deres liv, og måske ville jeg også knytte nogle venskaber, der varer ved.

Selvom Kirsten og Mogens ikke opfylder hans oprindelige ønske om at give et hjemløst par eller nogle fattige eller døende en oplevelse, fortryder Steven Htet ikke sine anstrengelser for at få lov at give sin udsøgte middag på Noma.

- Jeg kan se på jeres ansigter, at I har nydt det. Så jeg er ret tilfreds.

Kirsten Deventier forsøger at forklare ham det:

- Mennesker i Danmark er meget private. Specielt om deres sygdomme og den slags. Det er ikke så almindeligt, at gøre som du gør.

- Ja, Danmark er mere konservativt, svarer Steven Htet.

- Jeg ville endda give gratis transport. Men ingen har villet tage imod det. Hvis jeg havde fået fat i nogle hjemløse, ville jeg også have givet dem tøj.

Han holder en pause. Tjeneren tripper for at fortælle, at taxien er kommet. Kirsten Deventier siger, at hun og hendes mand var meget skeptiske overfor, om Steven Htet ville dukke op, og hvad han i det hele taget havde gang i.

- Jeg var også nervøs for, om I ville dukke op, siger han.

- Men jeg ville gøre det igen. Bare ikke her.