Første del i fortællingen om Hardy - manden i grøften
FORORD: Den 86-årige landstryger Hardy Hedager blev onsdag eftermiddag, 29. maj, fundet død. BT mødte ham første gang i september sidste år og bragte et langt portræt af den fascinerende mand, der har levet udenfor - under åben himmel og udenfor samfundet - siden 1965. Dette er første del af fortællingen.
Du kan købe hele fortællingen her:
Hardy Hedager voksede op i troen på, at han skulle overtage gartneriet Godthåb fra faderens hænder. Men han blev slået ud af sin livsbane og begyndte at gå. 47 år senere lever Hardy i fred med sin skæbne bag brændenælderne i vejkanten - ikke så langt fra jorden, der skulle have været hans.
En midaldrende kvinde parkerer cyklen ved vejkanten og kanter sig ad den smalle sti ind mellem brændenælderne. De er det eneste, der skærmer Hardy Hedagers hjem fra Roskildevejs ensformige trafik.
Nælderne er hans mure og himlen over birketræerne hans tag. Han sover på fire europa-paller med et dække af presenning.
Kvinden er kommet for at forære den 85-årige et gavekort til Netto, så han kan købe lidt mad.
- Det er for dårligt, at et velfærdssamfund som vores ikke kan løfte opgaven med at hjælpe landets hjemløse, siger hun, tydeligt forarget, og fortæller, at hun har forlangt svar fra borgmesteren om, hvad man vil gøre ved ’sagen’.
Hardy takker for gavekortet og svarer godmodigt ’jaja, det går såmænd meget godt’, da kvinden spørger.
Hun er langtfra den eneste, der har forsøgt at hjælpe grøftens beboer. Helst vil han bare være i fred.
Han gik sin vej
Det er 47 år siden, at han holdt op med at rage skægget hver morgen, arbejde som overgartner om dagen og lægge sig i en lun seng om aftenen. Han gik slet og ret sin vej. Og det er blevet til mange tusinde kilometer siden. Først med en lærredssæk på ryggen, senere med sit liv i en trillebør.
For syv år siden følte han sig en dag utilpas og lagde sig i vejkanten for at hvile. Siden har stedet været hans hjem. Hverken Hardy eller trillebøren kan holde til de mange kilometer længere. Derfor har han indrettet sin lille lejr der i vejkanten ved Hedehusene på Midtsjælland - hans fødeegn, som han gennem årene altid er vendt tilbage til.
Det faste tilholdssted har gjort det nemmere for hans nærmeste at hjælpe. Hans 81-årige lillesøster bliver hver anden-tredje uge kørt til Hedehusene af sin søn med mad og rent tøj og tager det beskidte med hjem til vask. Det får fire gange i vaskemaskinen, men lugten af bål og cerutter bliver siddende.
Hardy klæder sig i mange lag. Om vinteren er gummistøvlerne og sokkerne stoppet med aviser. De isolerer også, bundet rundt om maven, indenfor jakken.
- Man skal ville overleve. Kan du ikke holde varmen, så må du sgu gøre det alligevel. Jaja, sådan er det her, og sådan har det nu været i 47 år, forklarer han.
- Det handler om at komme på benene og lave sin morgenkaffe hver dag.
Hardy er ikke ’dus med himlens fugle’. Han går hverken med barnevogn eller rævehale, og han har ikke et lunt sted at fortrække til, når vinteren bliver strid. Han mødes heller ikke med Pjuske, Sprællemanden og de andre farende svende, når ølteltene åbner på Hjallerup Marked. Han rører ikke alkohol.
- Jeg vil bare gerne være alene, siger han.
Hans sælsomme sind trives bedst på den måde.
Mange forskellige skæbner
Der er mindst 5.290 hjemløse i Danmark - med lige så mange forskellige skæbner. Kun fem pct. af dem er over 60 år. Hardy er sandsynligvis den ældste.
Han hører til det mindretal, der har valgt at isolere sig. De banker ikke på dørene ved varmestuer eller herberger og er usynlige i statistikkerne. Kun ganske få lever på den måde i Danmark.
De har ikke lyst til at være en del af samfundet. Magter det ikke. Vil bare gerne være i fred - også for velfærdssamfundet.
- Der var ikke flere penge på lommen, lyder Hardys enkle forklaring på, hvorfor han i 1965 valgte landevejen.
Valget giver kun rigtig mening for ham selv. Og fordi det er så svært at forstå, er der mange godhjertede mennesker, der igennem årene har forsøgt at række ud efter ham. På både gode og lidt misforståede måder. Kvinden med cyklen. Det ældre ægtepar, der trofast kommer med kaffe og rydder op, når skraldet fylder for meget. Søsteren. Menighedsrådet, der et år gav en kasse julehjælp. Bl.a. en frossen flæskesteg, som Hardy, der laver mad over bål, dog ikke kunne bruge til så meget.
Rideskolen, der lader eneboeren komme og hente vand. Alle dem, der har givet et måltid, lidt tobak eller en skærv.
På grund af alle dem er Hardys historie ikke kun historien om en mand, der ikke kan rumme verden og derfor har trukket sig ud af den. Det er også historien om, at danskerne ikke kun er sig selv nærmest. Og ikke mindst historien om, at man ikke kan redde nogen, der ikke vil reddes.
Hardy vågner hver morgen, når solen står op, og Roskildevej begynder at larme. De rutinerede hænder laver et lille bål, og kaffen bobler hurtigt over ilden. Det tager tid, før grumset bundfælder sig i gryden, så han kan hælde morgenkaffen over i honningbægret med pap omkring og få dagens første tår. Men han har tid nok. Han skal ikke nå så meget.
Efter kaffe og havregrød går han som regel en tur. Der er halvanden kilometer til købmanden, hvor han provianterer med skillingerne fra folkepensionen, som hans søster administrerer for ham. Blødt franskbrød, sveskegrød, mælk og lidt at ryge på. Det tager et par timer, for Hardy går ikke så hurtigt længere. Og han tager mange små pauser for at hvile benene og betragte verden lidt.
- Man må jo holde sig i gang. Det giver noget blodomløb og noget varme, siger han.
Den 85-årige vandrer gennem byen i gummistøvler, slidstærkt arbejdstøj og med huen på. Håret er blevet så langt, at det ligger snoet rundt om hans hoved og får huen til at stå op som en turban.
Stille gemyt
Det stille gemyt stikker ud, selvom han hellere vil se end at blive set. En håndværker i en varevogn dytter og vinker ad den velkendte skikkelse ved vejen.
Hvert sogn har sine særlinge. Hedehusene har Hardy.
Han er en af dem, som kommunen ikke kan hjælpe. Den har pligt til at yde omsorg, men Hardy har også ret til at sige ’nej tak’ og gør det troligt. Det er ikke kriminelt at bo, som han gør. Og han er hverken til skade for andre eller sig selv. Hardys valg er måske skørt, men det er hans.
Hardy Engell Hedager blev født 5. marts 1927 som ældste barn og eneste søn af Maja og Poul Hugo Hedager.
Hardy var meget rolig. ’Det letteste barn,’ sagde hans mor altid. Og så havde den lille dreng de sødeste krøller over hele hovedet.
Opvækst på gartneriet
Hardy voksede op på gartneriet Godthåb, der lå i det daværende Vridsløse på Midtsjælland. I dag hedder det Albertslund.
Der var nok at se til på gartneriet, hvor arbejderne også boede og var på kost. Så Maja og pigerne havde travlt med at holde hus og sørge for mad på bordet. Hardy gik altid ude i gartneriet med sin far.
Poul Hugo var en dygtig gartner. Han var f.eks. en af de få, der kunne sælge juleroser på grønttorvet i København under Anden Verdenskrig. Han havde været heldig at få et parti røde og hvide juleroser fra Holland, lige inden krigen lukkede handlen. Og de trivedes i den tunge jord ved Godthåb.
Maja var den eneste, der havde håndelag til at plukke juleroserne. Så hun plukkede blomsterne, og så sad hele familien om spisebordet og sorterede dem i bunker, bandt bast om buketterne og pakkede dem ind i hvidt papir.
Børnene fik lov at komme med far på torvet, hvis de havde fri fra skole.
Hardy var meget flittig i skolen, men han skulle være gartner ligesom sin far. Godthåb skulle jo føres videre. Så Hardy blev oplært i gartneriet ved siden af sin skolegang.
Faderen råbte tit efter ham, at han skulle komme og hjælpe til. Der skulle sorteres tomater i kælderen. Men moderen forsvarede sin søn, der sad i kvistværelset og læste.
- Det kan ikke nytte noget! Han skal have lov at læse sine lektier, råbte Maja tilbage.
Skolen i Vridsløse gik kun til 7. klasse, men rektoren anbefalede, at den dygtige dreng også kom i realskolen.
Hardy fik realeksamen fra Taastrup Realskole.
Da verden begyndte at lysne igen efter krigen, var alle Maja og Poul Hugos børn godt i vej. Men til den yngstes konfirmation i september 1945 måtte Poul Hugo gå ind og lægge sig. Da året gik på hæld, blev han indlagt, og i februar tog en hjerneblødning hans 63-årige liv.
Hardy var 18 år, da han mistede sin far, og alt blev anderledes.
Du kan købe hele fortællingen her:
