Tiden stod stille på Espergærde Skole mandag morgen, da op mod 700 elever mindedes deres skolekammerat Sebastian Languille Lassen, der lørdag mistede livet efter en tragisk tog-ulykke.

I skolens store aula var der stillet et bord med et foto af 14-årige Sebastian, og rundt om stod der stearinlys og vaser med blomster i. Klokken 8.30 satte lærere og elever flaget på halvt og bagefter holdt afdelingsleder Benny Christiansen en tale efterfulgt af et minuts stilhed.

- Stemningen var meget højtidelig og rolig. Når man tænker på, at der står 600-700 børn, så var den utrolig rolig. Der var stort set ingen lyde. Hverken da der blev talt om, hvad der var sket og heller ikke, da der var et minuts stilhed, fortæller skoleleder, Bjarne Caspersen.

Sebastian Languille Lassen fra 8. klasse fra Tibberup afdelingen af Espergærde Skole mistede livet, da han passerede togskinnerne ved Flynderupgård museum i Espergærde, hvor et tog påkørte og dræbte ham.

Ulykken skete angiveligt, fordi Sebastian lyttede til musik i høretelefoner og således ikke hørte toget komme. 

På Sebastians facebook-side har han over 900 venner, og ifølge skolelederen er der ingen tvivl om, at Sebastian var en populær dreng, som efterlader et enormt savn på skolen.

- Sebastian var en meget kreativ og intelligent fyr, som også var meget social. Det er et kæmpe savn også for kammeraterne at have mistet ham i klassen. Han skrev musik og digte. Musik fyldte meget hos ham, siger Bjarne Caspersen.

Den triste nyhed spredte sig hurtigt mellem Sebastians kammerater lørdag, og det fik skoleleder Bjarne Caspersen til at åbne skolen søndag formiddag for at holde en mindestund og tilbyde krisehjælp til venner og familie.

Sebastians forældre, skolekammerater og lærere mødte op søndag. I alt var der samlet omtrent 150 personer, oplyser Bjarne Caspersen.

Børne- og Ungerådgivningen blev kontaktet lørdag og kommunens sorg- og krisegruppe blev sat i gang mandag. Få elever har indtil videre modtaget krisehjælp.