Mandagens anti-islam-demonstration i Haderslev er afsluttet i god ro og orden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Der blev kastet enkelte kanonslag mod den rute, demonstranterne gik på, men ingen kom til skade.

Demonstrationen i Haderslev var startskuddet på en anti-islam-turné, der hver anden mandag resten af året vil holde nye demonstrationer i forskellige større danske byer og slutte af med en demonstration foran Christiansborg.

Arrangørerne bag, Stop Islamiseringen Af Danmark (SIAD), oplyste ved demonstrationens afslutning ifølge Jydske Vestkysten, at næste demonstration bliver i Esbjerg 19. januar.

Ifølge politiet var der mandag mødt 20 demonstranter op til fakkeltoget i Haderslev, mens 150-200 personer deltog i moddemonstrationen mod fremmedhad.

BNB