Hos Lægeforeningen kender man ikke til boomet i sager om bivirkninger ved børnevaccine. De mange indberetninger kan skyldes et øget fokus på vaccineskader generelt, lyder det.

Antallet af danske børn, der får erstatning på grund af bivirkninger ved den såkaldte Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccine, er rekordhøjt.

171 børn har i år fået erstatning på 25.000 kroner hver, fordi de har udviklet kontaktallergi eller kløende knuder på huden. I de praktiserende lægers organisation, PLO, kender man dog ikke noget til boomet i antallet af erstatninger.

»I det daglige har vi ikke hørt noget til det, og jeg var lidt overrasket, da jeg så tallene. Men der er 200 indberetninger om året og 3.500 praktiserende læger, så kan der jo også godt gå flere år imellem, at man møder et tilfælde,« siger bestyrelsesmedlem Michael Dupont, der også er næstformand i Lægeforeningen.

Patienterstatningen har i år modtaget 271 indberetninger om bivirkninger ved Di-Te-Ki-Pol-Hib. Det er 271 for mange, understreger Michael Dupont, men han siger også, at det »ville være mærkeligt, hvis der slet ikke var nogen bivirkninger«.

Hos Lægeforeningen antager man, at det rekordhøje antal sager skyldes et generelt øget fokus på vaccinationer og deres bivirkninger. Som eksempel nævner Michael Dupont den heftige kritik, som vaccinen mod livmoderhalskræft, HPV-vaccinen, har været udsat for de seneste år.

»Der er andre vaccinationer, der har været meget i søgelyset, og det betyder, at der er skærpet opmærksomhed omkring det - ikke kun hos lægerne, men også hos patienterne i forhold til at indberette de bivirkninger, der måtte være,« siger han.