Den bedrageridømte erhvervsmand Erik Skov Pedersen har angiveligt hævet løs på to af sin mors kreditkort.

BT har tidligere afdækket, hvordan Erik Skov Pedersen, der er far til den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjærs to børn, i en periode i 2007, fra 24. januar til 6. marts, misbrugte Yvonne Gerda Pedersens EuroCard til blandt andet biludlejning i Aarhus, vine og sushi.

Nu er BT i besiddelse af kontoudtog fra Yvonne Gerda Pedersens kreditkort af mærket ’American Express’, der viser flere mystiske posteringer tilbage i 2010. Blandt andet er der 8. september 2010 blevet købt for 7.999 kr. hos ComputerCity, og dagen efter, 9. september, er der brugt for 3.785 kr. samme sted. Måneden før var der også brugt 700 kr. hos Ludvig Bjørns vinhandel i midten af København og 1.106 kr. hos TDC på Østerbro.

- Jeg kender ikke noget til de her posteringer og slet ikke til sådanne køb hos noget, der hedder ComputerCity. Jeg kan ikke tro andet end, at det også er Erik, der har brugt mit kort, siger Yvonne Gerda Pedersen.

Et luksusliv for mine penge

I 2010 var Henriette Kjær kommet tilbage i varmen hos De Konservative på den magtfulde post som politisk ordfører i regeringspartiet, efter hun i 2005 var stoppet som minister på grund af domme som dårlig betaler, og parret boede i en stor liebhavervilla i Gentofte.

- Hvis bare de havde brugt mine penge, fordi de var i nød og ikke kunne købe tøj og mad til børnene, så var det i orden. Men de førte jo et luksusliv for mine penge, siger Yvonne Gerda Pedersen.