For 28 år siden fik Erik Sørensen til opgave at male den ikoniske, københavnske biograf Palads Teatret. Den 66-årige, pensionerede maler betragter den store, pastelfarvede bygning ved Vesterport som sit livsværk, men nu tyder meget på, at den skal jævnes med jorden.

»Jeg synes bare, at det er så synd, og det gør mig ked af det. Det har altid gjort mig stolt at tænke på det arbejde, vi lavede dengang. Og nu ser det altså ud til, at det skal fjernes. Jeg har lavet mange store ting, men det her rangerer klart som nummer et. Man kan vel godt kalde det for mit livsværk,« siger Erik Sørensen.

I slutningen af januar kom det frem, at Palads Teatret sandsynligvis står over for at blive revet ned. Det er blandt andet grundejeren DSB Ejendomme, der ønsker, at der skal ske noget nyt i området ved Vesterport Station. Det nye projekt skal bestå af et storstilet højhusbyggeri, som blandt andet skal indeholde boliger, restauranter samt en biograf.

Og den potentielt forestående nedrivning af den velkendte bygning, som den nu afdøde kunstner Poul Gernes i 1989 udsmykkede med hjælp fra blandt andre Erik Sørensen, har skabt voldsom debat på de sociale medier. Der er arrangeret en fredelig demonstration for at ‘redde Palads fra døden’, mens der også er lavet en underskriftsindsamling.

Erik Sørensen ser da også helst, at bygningen, som betyder så meget for ham, bliver bevaret. Men chancen for det vurderer han som meget lille.

»Jeg ville selvfølgelig ønske, at den pastelfarvede bygning kunne blive bevaret, men jeg tror ikke på det. Det nytter nok ikke meget at kæmpe, for i sidste ende er det jo dem med pengene, der bestemmer,« siger Erik Sørensen.

I 1929 blev den gamle banegård en del af Nordisk Film Biografer, og i 1989 blev den hvide facade erstattet af en mønstret og pastelfarvet. Den dengang 38-årige malersvend Erik Sørensen var formand på projektet, som Poul Gernes havde designet. I godt og vel et halvt år gik han og malede sammen med en håndfuld andre faste malere.

»Jeg kan huske, at jeg sad i skurvognen på pladsen og fik præsenteret Poul Gernes’ ideer og farver. Der fik man da et kæmpe chok, men man vænnede sig til det. Det var et stort og meget anderledes projekt. Der var mange, der syntes, at det var grimt i starten,« siger Erik Sørensen.

Planerne om nedrivningen af Palads vil møder opbakning fra Københavns Kommune, der ikke har planer om at redde biografen. Det nye projekt er et ‘interessant projekt’ lød det tidligere på måneden fra teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL).