Erik Skov Pedersens mor Yvonne Gerda Pedersen fik noget af et chok, da hun i går mødte op i fogedretten i Retten i Lyngby.

Her benægtede hun at kende noget til en 10 år gammel gæld til biludlejningsfirmaet Avis på 158.849 kr. Den er hun nu blevet slæbt i fogedretten for for at forhindre, at gælden bliver forældet.

Men under retshandlingen kunne hendes advokat Nils-Erik Norsker komme med en overraskende oplysning.

En person har nemlig i 2006 på hendes vegne aftalt en afdragsordning med Avis mod udlæg i Yvonne Gerda Pedersens Opel Astra fra 2005. Personen var Erik Skov Pedersen, samlever med den tidligere konservative minister Henriette Kjær, der i 2005 måtte gå af på grund af ubetalte regninger.

BT beskrev tirsdag, hvordan der er gjort udlæg i bilen for 1,6 mio. - udlæg som Yvonne Gerda Pedersen intet kender til. Og her er Avis-gælden altså en del af det.

Har lavet afdragsordning

»Han har lavet en afdragsordning i mit navn. Jeg har slet ikke været klar over det. Jeg forstår ikke, at der aldrig er nogen, der kontrollerer den slags eller sender en besked til mig. Hvorfor får jeg aldrig besked, når han bruger mit navn?,« siger Yvonne Gerda Pedersen.

Hendes advokat Nils-Erik Norsker siger:

»Erik Skov Pedersen mødte op i 2006 med en fuldmagt og lavede den aftale. Det er den forklaring, der er givet fra den advokat, der havde inkasso-sagen dengang.«

For at øge forvirringen i den besynderlige sag mødte inkassofirmaet, der har slæbt den ældre pensionerede læge i retten, slet ikke op.

En opringning fra retten viste, at de ikke mente at have modtaget indkaldelse.

Derfor betragter Nils-Erik Norsker indtil videre sagen som afvist. Og da forældelsesfristen er lige om hjørnet, er det muligt, at Erik Skov Pedersens hårdt plagede mor kan slippe af med gælden på den måde.

»Det par (Erik Skov Pedersen og Henriette Kjær, red.) har lånt mindst en mio. kr. af mig. De har aldrig betalt noget tilbage. Og jeg har slet ikke set dem, siden jeg gik på pension, og der ikke var flere penge at komme efter,« siger Yvonne Gerda Pedersen.