En ny bog fortæller historien om den konservative toppolitiker Henriette Kjær og erhvervsmanden Erik Skov Pedersens optur og fald. Det er en historie om overforbrug, løgne og bedrag. Vi bringer her et kapitel fra bogen.

For Erik skovs partnere kom det som et chok, da det gik op for dem, at store byggeprojekter på stribe var rene luftkasteller. Skov havde ganske enkelt snydt og bedraget dem.

Per Helios ringer øjeblikkeligt til Erik Skov Pedersen, da det går op for ham, at ejendomschef Nikolaj Stampe fra PKA ikke aner noget om KJ Ejendomsin-vest og et boligprojekt på Artillerivej til 200 mio. kr. Per Helios troede, at han skulle ringe og lukke karrierens største handel, og nu er han komplet forvirret.

- Sig mig, Erik, hvem fanden er det, jeg har talt med? Hvem fanden er det, jeg har skrevet med om alt det her?

Erik Skov Pedersen kan godt regne ud, at Per Helios nu for første gang har talt med den rigtige ejendomschef hos PKA Pension, Nikolaj Stampe. Nu gælder det om at tænke hurtigt.

- Det er noget forfærdeligt noget. Vi er blevet bedraget, udbryder Erik.

- Er vi blevet bedraget. Hvad mener du, spørger Per Helios, der kan mærke pulsen stige.

- Jeg kan ikke tale om det i telefonen. Du bliver nødt til at komme herover. Du må komme hjem til os nu.

- Fint nok, jeg kan være der kl. et.

Per Helios aner ikke, hvad han skal tro. Har en eller anden bedrager udgivet sig for at være Nikolaj Stampe og snydt både ham og Erik?



Per Helios er så meget i vildrede, at han beslutter sig for straks at køre hjem til Erik på Hyrdevej i Gentofte. Kl. er 10, så han vil kunne nå at være der allerede kl. 12. Han sætter sig i bilen og begiver sig østpå, mens tankerne flyver rundt i hans hoved.

PKA Pension har også skrevet under på en købsaftale om at investere i de 23 rækkehuse i Glostrup,

- For pokker! Det er jo også svindel, siger Per Helios til sig selv, mens han drøner af sted på motorvejen.

Med ét får han en fæl mistanke. Hvad med handlerne med Suzuki-milliardæren Jesper Reinhardt? Og hvad med hans nye ejendomsselskab med de rige investorer? Per Helios tør næsten ikke tænke på konsekvenserne, hvis det heller ikke har hold i virkeligheden.

Per Helios kan huske, at han har skrevet sammen med Reinhardt på en mail, der hedder jr@busterejendomme.dk. og ringer til KJ Ejendomsinvests it-mand og beder ham undersøge, hvem ejeren bag domænerne nst@pka.as og jr@busterejendomme.dk er.

It-manden slår lynhurtigt domænerne op.

- De er oprettet af den samme person. Det er en Erik Skov Pedersen, Hyrdevej 3 i Gentofte.


Mentalt voldtaget

Per Helios begynder at råbe op i bilen. Han hamrer hånden hårdt ned i rattet. Han kan næsten ikke fatte, at han i mere end et år er blevet snydt, så det brager, af Erik Skov Pedersen. Når han har skrevet til Jesper Reinhardt og Nikolaj Stampe, så er det i virkeligheden Erik Skov Pedersen, der har svaret.

Per Helios føler sig mentalt voldtaget. Så trækker han vejret dybt og ringer til sin boss, Borris Tangaa Nielsen.

Den fynske byggematador har prøvet lidt af hvert i sit forretningsliv.

Men han går i en form for chok, da Per Helios fortæller ham, at alle Erik Skov Pedersens handler efter alt at dømme er de rene luftkasteller.

- Erik har snydt os. Ja. Men vi må hanke op i hinanden og finde ud af, hvor meget der er svindel. Vi skal have Erik til at tilstå.

Per Helios forsøger at bevare fatningen.

Da han ankommer til Erik Skov Pedersen og Henriette Kjærs 300 kvadratmeter store liebhavervilla i Gentofte kl. 12.00, kommer Erik ud ad hoveddøren, men han når ikke at sige noget, før Per Helios udbryder:

- Hvordan fanden kunne du gøre det mod mig?

Per Helios råber ind i hovedet på Erik, der nu ved, at de falske mail er afsløret. At hans bedrageri er afsløret.

Tårerne triller


Erik Skov Pedersen siger ingenting, men fører Per Helios ind gennem entréen og ind i stuen. Hverken Henriette eller de to drenge, Asger og Johan, er hjemme, så de har villaen for sig selv. I stuen står parrets berømte sofaer, men det ænser Per Helios ikke.

- Hvorfor, Erik, spørger Per Helios med en mere afdæmpet stemme og kigger Erik i øjnene og forsøger at holde hans blik fast.

Nu begynder tårerne at trille ned ad Eriks kinder. Han hulker og gemmer ansigtet i sine hænder.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Jeg var desperat, fremstammer Erik.

Per Helios er dybt rystet, men alligevel så fattet, at han systematisk begynder at gennemgå hver enkelt sag med Erik. Det viser sig, at alle mail og købsaftaler har været fiktion. Både Nikolaj Stampe og Jesper Reinhardt er rigtige personer, men Erik har oprettet mail-domæner, der virker troværdige og er næsten identiske med Stampes og Reinhardts rigtige mailadresser.

Også PensionDanmarks købsaftale viser sig at være et luftkastel.

Klippet sammen og kopieret


Faktisk har Erik Skov Pedersen sendt mails til både PKA og PensionDanmark med tilbud om at investere i KJ Ejendomsinvests projekter, men fået afslag.

Men disse mail har han så klippet sammen og brugt i de falske mail med det rigtige firmalogo.

Erik tilstår også, at han herefter har fabrikeret købsaftalerne på en kopicentral på Østerbrogade.

Pludselig kigger han Per Helios direkte i øjnene og udbryder:

- I må ikke tilgive mig. I må ikke lade være med at anmelde mig. Jeg vil straffes. Det er ulovligt, det jeg har gjort. Kom, vi tager ned til politiet med det samme, siger Erik Skov Pedersen med anger i stemmen.

Per Helios går udenfor og ringer Borris Tangaa Nielsen op.

Han tænker, at Eriks bøn om at blive meldt til politiet stemmer overens med den psykologi, han altid bruger. Når Helios og Tangaa har udtrykt skepsis over for Eriks aftaler, har han uden tøven svaret: ’Bare ring til dem selv’ eller: ’Lad os mødes med dem i morgen’. Det har haft en beroligende effekt på Helios og Tangaa, så de alligevel ikke har fundet det nødvendigt at tage kontakt til kunderne. Nu spiller Erik højt spil igen, denne gang med politiet.

Per Helios og Borris Tang-aa Nielsen taler om konsekvenserne ved at anmelde Erik til politiet for bedrageri.

- Så snart vi anmelder Erik, er fanden løs i Laksegade, siger Per Helios.

Pressen vil straks kontakte firmaet, og det har hverken Borris Tangaa eller Per Helios lyst til.

- Men vi har også et ansvar over for dem, han har udgivet sig for at være. Han har misbrugt deres identitet, siger Borris Tangaa Nielsen.

De bliver enige om at forsøge at overtale Erik til at tage med over på kontoret i Aarup med det samme for at få hans fulde tilståelse. Men det afviser Erik.

- Henriette er i Folketinget, så jeg er nødt til at være hjemme, når børnene kommer fra skole, siger han.

Helios og Erik aftaler, at han skal komme til Fyn om aftenen, når Henriette Kjær er kommet hjem fra Folketinget.

Også snydt for fodbold


Lige inden Per Helios kører mod Fyn, kommer han i tanke om en anden ting. I forbindelse med et af de mange lån i januar måned har Erik sagt, at han kan skaffe billetter til den udsolgte Champions Lea-gue-ottendedelsfinale FC København-Chelsea i Parken 22. februar. Per Helios’ søn er stor FCK-fan, så han vil nødig skuffe ham.

- Hvad så med de billetter til Chelsea-kampen, Erik. Er det også løgn, spørger Per Helios opgivende.

Erik nikker bare.

Borris Tangaa Nielsen er velforberedt til mødet om aftenen.

Han har allieret sig med to advokater og firmaets bestyrelsesformand.

Men han er også nervøs, for kan man overhovedet regne med, at Erik Skov Pedersen dukker op?

Endelig standser en taxa ud for firmaets kontor, og ud stiger Erik. Han har åbenbart taget toget fra Hovedbanegården til Odense og så en taxa videre til Aarup, 24 km fra Odense.

Erik hilser høfligt på de fremmødte, og så gennemgår de sagen.

Falske underskrifter


Ifølge Per Helios og Borris Tangaa Nielsen aflægger han en hel og fuldstændig tilståelse. Ligesom tidligere på dagen indrømmer han, at der slet ikke har været købere til Noden i Roskilde, Artillerivej på Amager, Rævehøjparken i Lyngby, privathospitalet i Brøndby og rækkehusene i Glostrup.

Alle handler siden sommeren 2009 er ikke andet end luftkasteller. Erik har selv fabrikeret købsaftaler med falske underskrifter, stempler og både PKA Pension og PensionDanmarks firmalogo. Det hele sat i værk for at få fynboerne til at låne ham penge og udbetale salærer for handlerne.

Erik har rigtignok været i kontakt med Jesper Reinhardt og Nikolaj Stampe om køb af projekterne, men de har begge afvist hans tilbud. Men PKA Pension har han slet ikke været i dialog med, så han har end ikke fået et afslag på købstilbuddet angående de 92 ungdomsboliger i Roskilde, inden han fabrikerer den falske købsaftale.

Det er anden gang, Per Helios hører Erik fortælle om hele sit svindelnummer. Vrede og bitterhed breder sig i ham, for nu begynder det efterhånden at gå op for ham, hvor meget han egentlig er blevet snydt. Alt, han overhovedet har talt med Erik om, er løgn.

Per Helios har fået et nært forhold til Erik det sidste års tid.

De har talt sammen næsten hver eneste dag, og Per er begyndt at betragte Erik som en ven. Han tænker, at det næsten ville være nemmere at komme sig over at gribe sin kæreste i at være sammen med en anden mand.

Per Helios har endda overvejet at droppe sit samarbejde med Borris Tangaa Nielsen og starte et nyt firma sammen med Erik Skov Pedersen. Guldfuglen. Han bliver dårlig tilpas af at tænke på det.

Borris Tangaa kan ikke kapere mere denne dag, så det er kun Per Helios, der følger Erik ud. Erik græder igen. Tårerne løber ned ad hans kinder.

Han tudbrøler så højt, at Helios tænker, at hele Aarup må kunne høre ham. Men der er ingen medlidenhed at hente.

- Erik, tag nu hjem og fortæl din familie, hvad du har gjort. Det er bedre, du selv gør det, end at de får det at vide af politiet, siger Per Helios til den hulkende mand.

Erik tørrer nogle af tårerne væk fra ansigtet med sit ærme.

- Jeg kan ikke fortælle det til Henriette. Hun vil aldrig nogen sinde tilgive mig, siger Erik grådkvalt.

- Det er der nok heller ikke andre, der vil. Jeg synes også, du selv skal tage ned til politiet og melde dig selv, siger Per Helios.

Erik svarer ikke, men sætter sig ind i taxaen og kører mod Odense Banegård.

Politiet eftersætter


To dage senere svinger Erik Skov Pedersen og Henriette Kjær ind på Hyrdevej. Bag i bilen sidder Asger og Johan. Parret ser en bil, der holder foran bopælen, og de regner med, at det er pressen.

Parret har siden begyndelsen af januar været nærmest belejret af fotografer, og heller ikke denne dag har de lyst til at tale med journalister.

Derfor kører familien forbi hjemmet uden at stoppe op.

Men det er politiet, som holder og venter foran Hyrdevej 3, og betjentene betragter det som et flugtforsøg og vælger at ’eftersætte’, som det hedder i politisprog. Politibilen indhenter Erik og Henriette, kører ind foran bilen og tvinger på den måde parret til at standse. Straks efter hiver betjentene Erik ud af bilen lige for øjnene af Henriette og drengene.

Et chok for Henriette


Erik har ignoreret Per Helios’ råd om at gå til bekendelse over for familien og melde sig selv til politiet. Selv om Erik brød fuldstændig sammen efter mødet på Fyn, har han derhjemme foregivet, at alt er, som det skal være.

Anholdelsen kommer som et chok for Henriette. Hun forsøger at få ud af betjentene, hvad der sker, men hun holdes hen i uvished. Mens Erik sidder ude i patruljevognen, går otte betjente i gang med at ransage parrets hjem for at lede efter beviser.

Johan og Asger må målløse se til, mens politiet gennemroder deres hjem. Efter nogen tid kommer betjentene ud med Eriks computer samt hans mobiltelefon, som de konfiskerer.

Trods dagens hændelser sender Erik Skov Pedersen kl. 19.30 en sms til direktøren for det bedragede fynske ejendomsselskab, Per Helios. Manden, som han i over et år har holdt for nar med falske mails og fabrikerede købsaftaler.

- Nu er vores hjem blevet ransaget foran mine børn og min kone i fire timer. Tak for det gode samarbejde.