Aalborg Universitet er i front, når det handler om at få studerende hurtigt gennem systemet. Det bør andre lære af, mener Dansk Erhverv. Roskilde Universitet mener ikke, alt skal handle om hurtighed.

Organisationen Dansk Erhverv mener, at landets universiteter skal lære af Aalborg Universitet, der indtager en klar førerposition, når det handler om at få kandidatstuderende til at færdiggøre deres studier.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 53 procent af de studerende, der i 2009 fik en bachelorgrad på Aalborg Universitet, fuldførte en kandidatuddannelse inden oktober 2011. Det er en markant højere andel end, hvad der er tilfældet på landets øvrige universiteter.

- De må gøre ét eller andet rigtigt i Aalborg, siger Morten Jarlbæk Pedersen, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv.

- Tallene understøtter blot pointen om, at der er behov for at kigge på de unges incitamenter til at fokusere på deres studier og til at komme hurtigere gennem uddannelsen, siger han og opfordrer universiteterne til at lære af hinanden.

Preben Sørensen, studiechef på Aalborg Universitet, har en forklaring på den nordjyske succes: Gruppearbejde.

- Noget af det værste, der kan ske for en studerende, er, at han mister sin gruppe. Derfor hænger man på, siger han og uddyber:

- Hvis et af gruppemedlemmerne ikke møder op, ringer de andre til ham og spørger: »Hvor er du henne - vi skal bruge dit bidrag til rapporten«. Det viser sig, at den sociale kontrol, som de medstuderende udøver, er langt stærkere end det, vi som institution kan effektuere. Den holder folk på sporet, siger Preben Sørensen.

Han peger på universitetets erhvervsfokus som en anden årsag til, at de studerende så hurtigt gennemfører uddannelsen.

- Projektarbejdet, som de studerende beskæftiger sig med, foregår meget tit i samarbejde med en virksomhed eller institution uden for universitetet. Det betyder, at der hele tiden er et erhvervssigte med uddannelsen. Vi har opdaget, at noget af det, der får studerende til at holde sig allermest til bogen, er, når de for enden af tunnelen kan se et arbejde, de kan komme ud til, siger Preben Sørensen.

Tallene fra Danmarks Statistik overrasker ikke prorektor Hanne Leth Andersen fra Roskilde Universitet. Hun peger på, at man traditionelt ser, at jo flere ingeniøruddannelser og meget professionsorienterede uddannelser, et sted udbyder, desto højere er den andel af studerende, der gennemfører.

- En anden ting, der spiller ind, er studenterjobs. Det er for eksempel meget lettere at få et studenterjob i hovedstadsområdet end i Nordjylland. Generelt har RUC-studerende tit et studenterjob, og det forlænger studietiden, siger hun.

Hanne Leth Andersen mener, det er unuanceret at tale om, at de studerende skal gennemføre uddannelsen hurtigst muligt.

- Det gælder ikke om for enhver pris at komme hurtigt gennem. Det drejer sig om at få en god uddannelse - og om at få forbundet teori og praksis. Man kan ikke sige, at det er ufornuftigt, når de studerende tager studenterjob, fordi vi ved, at de har lettere ved at komme i arbejde, siger hun.