Politikens afdøde chefredaktør, Tøger Seidenfaden, havde stor respekt for journalisten Martin Krasnik og studieværten Clement Kjersgaard. De to navne er blandt andet at finde i gruppen af navne, der er i spil til, hvem der skal indtage det berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen.

Et kæmpestort tomrum. De ord har lydt igen og igen fra eksperter og kolleger fra branchen, der skulle sætte ord på, hvad Politikens markante chefredaktør, Tøger Seidenfaden, efterlader sig.

Nu er det så op til Politikens bestyrelse at udpege den person, der skal være Seidenfadens arvtager og avisens fremmeste repræsentant.



Allerede nu er der to navne i spil - journalisten og debattøren Martin Krasnik, 39, og studieværten Clement Kjersgaard på 35.

De to herrer havde ifølge fagbladet Journalisten Tøgers store respekt og anses derfor for at være emner, der kunne komme på tale til den prominente stilling. Men deres forholdsvis unge alder er ifølge professor i journalistik ved RUC, Jørgen Poulsen, en forhindring for de to herrers vej til jobbet.



- Jeg vil umiddelbart mene, at de ledelsesmæssigt er for svage og for unge. Clement Kjersgaard er god til at være studievært, men det betyder jo ikke, at han ville være en god chefredaktør. Jeg har heller ikke set, at Martin Krasnik skulle have markant ledelsesmæssig erfaring, siger professoren.

Jørgen Poulsen mener, at bestyrelsen har valget mellem en kulturpersonlighed til posten eller en person med markant journalistisk og ledelsesmæssig erfaring.



Han nævner, at Fyens Stifttidendes chefredaktør, Per Westergård, er 'svært kvalificeret' til jobbet.

- Men han sidder ovre i Odense og er ikke en del af det kulturelle jetset, som han siger.

Det er til gengæld d'herrer Krasnik og Kjersgaard.

Da B.T. fanger Martin Krasnik på telefonen, er han dog en kende overrumplet over, at der internt i branchen tales om, at han skulle være et navn til posten som 'den ny Tøger'.

Han afviser at forholde sig til, om han ser sig selv som chefredaktør på Politiken.

- Folk har en god fantasi! Tøger døde i går (torsdag, red.), og det er jeg dybt berørt af. Lige nu er jeg er meget ked af det, og jeg har altså slet ikke ingen kommentar til, at mit navn skulle være nævnt i den sammenhæng, siger han.



Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Clement Kjærsgaard. Der er dog noget, der taler for, at den flamboyante tv-personlighed passer til profilen. Han forstår nemlig at skabe røre i andedammen.

Og ifølge professor i medievidenskab ved Århus Universitet, Frands Mortensen, har Politiken brug for at finde sig en chefredaktør, der er synlig udadtil og formår at profilere avisen i den offenlige debat.

- Det er en vigtig egenskab hos den kommende chefredaktør, og især for en avis som Politiken. Men det er svært at komme det nærmere, fordi det hele afhænger af, hvordan den øvrige chefredaktion er sammensat, siger han.

Administrerende direktør i JP/Politikens hus, Lars Munch, vil endnu ikke ind på, hvem der er på tale til jobbet.

- Naturligvis skal der findes en ny ansvarshavende chefredaktør, og det skal vi i gang med, når vi kan trække vejret igen. Men det er ikke i dag. Og det er heller ikke i morgen. Og når den tid kommer, tror jeg, at vi vil gøre os selv en tjeneste ved ikke at forsøge at finde en ny Tøger. For Tøger er kun produceret i ét eksemplar, siger han til Politiken.

Indtil afløseren er fundet, fungerer Anne Mette Svane som avisens ansvarshavende chefredaktør.