Har du oplevet problemer i forbindelse med hundelovens forbudsliste, så hører BT meget gerne fra dig på 1929@bt.dk eller vores Facebook-side.

Det skal fremover være nemmere at være hundeejer og tjekke, om ens hund er på den såkaldte 'forbudsliste' over ulovlige hunderacer i Danmark.

På opfordring fra Dansk Folkeparti har Fødevareministeriet nemlig sagt ja til at starte et forskningsprojekt på Københavns Universitet med det formål at skabe et DNA-register, som gør det muligt for hundeejere at tjekke om deres hund er ulovlig blot ved hjælp af en simpel DNA-test.

Det skriver Lokalavisen.dk.

Planen er, at registret skal fungere sådan, at det kan identificere krydsninger af de forbudte hunderacer, der optræder på 'forbudslisten'. Det skal samtidig kortlægge adfærdsmønstrene hos de krydsede hunderacer fra listen.

Den omstridte liste har været forbundet med visse udfordringer, fordi den indebærer en såkaldt 'omvendt bevisbyrde'. Det betyder, at hvis en hundeejer oplever at få anmeldt sin hund som værende ulovlig, så er det op til hundeejeren selv at bevise, at hunden ikke er ulovlig. Men det er ikke altid lige let.

BT har tilbage i november beskrevet en sag, hvor en dommer ved Østre Landsret besluttede, at hundene Frigg og Marley fra 2014 skulle aflives.

Dommen blev afsagt ud fra et skøn om, at de to hunde, der har en labrador til mor og ukendt race som far indeholder minimum én procent genmateriale fra den ulovlige muskelhunderace american staffordshire. Men der var altså intet reelt bevis for, at hundene indeholder netop den race. Foreningen Fair Dog, som fører sagen på vegne af hundenes ejere Søren og Anders Bruun ankede efterfølgende dommen til Højesteret.

Og det er netop sager som denne, dyrevelfærdsordfører Karina Due fra Dansk Folkeparti vil til livs.

»Vi har blandt andet set sager, hvor naboer har anmeldt hinanden, fordi de synes, naboens hund ligner en race, der ikke er lovlig. Det har skabt en masse ulykkelige historier, hvor hundeejere, har været tvunget til at få deres hunde aflivet, simpelthen fordi de ikke har kunnet levere beviset. Det er ikke fair over for hundeejerne, så det vil vi gerne komme til livs,« siger dyrevelfærdsordfører Karina Due fra Dansk Folkeparti til Lokalavisen.dk.

Ifølge mediet er der afsat en halv million kroner til projektet med et DNA-register.

Der er 13 forskellige racer, som er defineret som ulovlige muskelhunde i Danmark.

Har du oplevet problemer i forbindelse med hundelovens forbudsliste, så hører BT meget gerne fra dig på 1929@bt.dk eller vores Facebook-side.