Danmarks eneste hospital for epilepsipatienter lukker to afdelinger og fyrer 100. Epilepsiforeningen raser.

Danmarks eneste specialhospital for epilepsipatienter er i gang med en massiv nedskæring. Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund lukker to afdelinger og fyrer 100 af organisationens godt 850 ansatte, skriver Dagbladet.

Beslutningen er truffet som følge af en ny driftsoverenskomst med regionerne, hvor hospitalets budget er blevet reduceret fra 155 millioner kroner til godt 74 millioner kroner.

- Vi er nødsaget til at gribe til handling, når regionerne ikke længere vil bruge de penge, de hidtil har gjort på de danske epilepsipatienter, siger bestyrelsesformand for Epilepsihospitalet Filadelfia Kjeld Møller Pedersen til avisen.

Kjeld Møller Pedersen tilføjer, at hospitalets eksistens også vil være truet, hvis det ikke lykkes at finde supplerende finansieringsmuligheder.

Og de dystre meldinger vækker harme og bekymring hos Danmarks Epilepsiforening. Formand Lone Nørager Kristensen kalder det tæt på at være den værst tænkelige situation for de hårdest belastede epilepsipatienter i Danmark.

De to afdelinger, der lukkes, er for de psykisk og fysisk udviklingshæmmede med epilepsi og hospitalets "mest unikke afdelinger", siger formanden.

- Lignende afdelinger findes ikke andre steder i Danmark. Og det er uvist, hvor de fysisk og psykisk udviklingshæmmede nu skal gå hen og få udredt deres ofte meget vanskelige epilepsi, siger hun.

- Med en gennemsnitlig indlæggelsestid på 28 dage er det ikke patienter, et almindeligt regionssygehus kan behandle, siger Lone Nørager Kristensen.

Epilepsi er en lidelse, der viser sig ved pludselige, gentagne anfald, der udløses af unormale elektriske impulser i større eller mindre dele af hjernen. I nogle tilfælde er

personen ikke ved bevidsthed under anfaldet.

Cirka 55.000 danskere lider af epilepsi.

/ritzau/