Käte Jørgensen kræver 150.000 kroner af forfatteren Poul Blak, der hævder, at han og Bamse aftalte, at den populære sanger ikke skulle have en krone fra salget af biografien.

Bogen om Flemming Bamse Jørgensen, der udkom kort tid efter den uhyre populære sangers død, får nu et efterspil i retten.

Mandag formiddag klokken 9. står Bamses enke, Käte Jørgensen, og sangerens mangeårige ven, journalisten og forfatteren Poul Blak over for hinanden i det, der tegner til et bittert opgør om pengene fra salget af bogen.

Bamse

 

Påstand står mod påstand, når parterne skal give deres version af, hvilke økonomiske aftaler der blev indgået under bogens tilblivelse. Poul Blak vil hævde, at han havde indgået en aftale med Bamse gående ud på, at den populære sanger ikke skulle have en krone fra salget af bogen.

Poul Blak har ikke ønsket at udtale sig til Århus Stiftstidende, men til Jyllands Posten, som han har skrevet for i mange år, siger han:

- Der var ingen kontrakt mellem Flemming og jeg om fordelingen af overskuddet. Sådan ønskede han det ikke.

Twist om møde

Den forklaring har Bamses enke svært ved at tro på, og hun vil i retten få opbakning af Bamses manager og mangeårige ven John Madsen.

John Madsen hævder, at der cirka et år før Bamses død blev holdt et møde på hans kontor, hvor han, Bamse og Poul Blak alle var til stede, og hvor man angiveligt aftalte, at der skulle laves en kontrakt, der sikrede Bamse en andel af salgs-indtægterne. Et sådant møde afviser Poul Blak skulle have fundet sted.

Sagen bliver ikke mindre speget af, at Flemming Bamse Jørgensen nytårsnat 2011 døde, altså endnu inden bogen var færdig og uden tilsyneladende at have orienteret sine nærmeste om i hvert fald de økonomiske vilkår for bogens tilblivelse.

- Vi har svært ved at tro på, at Bamse skulle have tilbudt Poul Blak at levere alt råstoffet til bogen uden at skulle honoreres for sin medvirken, siger advokat Jan Børjesson, Lett Advokatfirma i Aarhus, der repræsenterer Käte Jørgensen i byretten. Käte Jørgensen kræver ifølge Børjesson 150.000 kroner fra salget af bogen.

- Nu vil jeg ikke procedere sagen i pressen, men jo, det er da af en vis betydning, om et sådant møde har fundet sted eller ej, tilføjer han.

Under 10.000 eksemplarer

Biografien 'Bamse' udkom i foråret 2011 og strøg direkte ind på bestsellerlistens 2. plads. Ifølge Poul Blak holdt den sig dog kun på listen få uger og har til dato solgt i færre end 10.000 eksemplarer. Inden salget begyndte, forsøgte Bamses manager John Madsen forgæves at stoppe salget med et politiforbud.

Hverken Käte Jørgensen eller John Madsen har ønsket at udtale sig før mandagens retsmøde.

- Men jeg kan bekræfte, at sagen drejer sig om det økonomiske i forbindelse med bogen om Bamse, siger John Madsen.

Bogen er udgivet på forlaget Hovedland, og her afviser forlagsredaktør Steen Piper, at der findes en aftale om, at Bamse skulle modtage en andel fra bogsalget. Heller ikke han ønsker at kommentere konflikten mellem enken og vennen.