Yes! Sol og temperaturer omkring 20 grader. Den første uge i maj bliver smuk, varm og solrig. 

Du kan godt hente grillen frem fra skuret med det samme, pudse solbrillerne og smøre godt med faktor 30 i krydderen. Der er nemlig basis for både lune grillaftner, kaffe på en fortorvscafé og middagslure i det fri de kommende mange dage.

Vi har taget hul på en uge med masser af sol, og har du fri i Kristi Himmelfarts-dagene, kan du roligt planlægge udendørs fester eller en skovtur i det grønne.

Sidste måned blev den mest regnfulde april i 18 år og den solfattigste i et årti, men maj tegner til at begynde noget mere fornøjeligt på vejrfronten.

Søndag - 1. maj - bød på solskin i det meste af landet, og tendensen ser ud til at fortsætte i indeværende uge.

»Vi tager endnu en flot dag i dag (mandag, red.). Det bliver ikke helt så stille som i går, og der er også lidt flere skyer på himlen, men solen kan skinne igennem, så det bliver egentlig en fin dag med en del sol,« siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

Temperaturen kommer til at ligge mellem 12 og 15 grader - lokalt kan det blive op til 17 grader varmt.

Det eneste 'men' rent vejrmæssigt i denne uge er sådan set tirsdag, som tegner til at blive den mindst solrige i ugens løb. En front skal lige ind over landet, men det bliver - heldigvis - en enlig svale.

»Det er nok den sidste regn, vi får i en periode,« siger Frank Nielsen.

»Så får vi et højtryk på banen, som gør, at vejret bliver gradvist bedre og bedre fra onsdag,« lyder det videre fra meteorologen.

Dermed er der lagt op til godt med sol og forårsvarme, når mange onsdag går på tidlig weekend i forbindelse med Kristi himmelfartsdag.

For de grillhungrende kan det meget vel blive tid til at få gang i kullene.

»Højtrykket kommer til at sætte dagsordenen, og torsdag ligger det centralt over landet, og vi får op til 12-17 grader både torsdag og fredag. Ved kyster med pålandsvind bliver det lidt køligere,« fortæller Frank Nielsen.

»Grillen bliver da nok glødende,« spår han.

Også lørdag og søndag tegner til at blive varme dage ifølge DMI's seneste prognoser.

/ritzau/