Som 14-årig blev Helle Steffens gravid. Svangerskabet blev opdaget for sent til abort. Barnet så hun aldrig. Det blev bortadopteret, og fødslen tabuiseret. Indtil hun 38 år senere modtog en mail fra en mand. Hendes søn.

Kapitel I – En uønsket graviditet

Veerne satte aldrig rigtig i gang. Hun var ellers gået flere uger over tid. Skiftende jorde­mødre på Hillerød Sygehus havde over flere dage forsøgt medicinsk at sætte fødslen i gang. Til sidst valgte lægerne at tage barnet ved kejsersnit.

»Min far syntes, at det var forfærdeligt, at de ville begynde at skære i mig. Men jeg var glad for det. Jeg havde hørt, hvor slem en fødsel kunne være. Så følte jeg mig måske heller ikke så meget som mor, som hvis jeg selv havde født.«

Sådan fortæller Helle Steffens, der i dag er 55 år, om hvordan hun som 14-årig fødte et barn, som var alt andet end planlagt. Hun så det aldrig. Før hun vågnede fra narkosen, blev det fjernet til bortadoption.

Hun kunne ikke være mor. Hun var stadig selv et barn. En almindelig pige fra et godt middelklassehjem med far, mor og to yngre søskende. Hun gik i 8.klasse på Bistrupskolen i Birkerød. Klarede sig fint. Var lidt genert, men populær. Og så havde hun en kæreste på 17 år, som var vellidt af familien. Ham gik hun i seng med. Én gang.

»Han sagde, at det gjorde man, når man var kærester. Jeg syntes overhovedet ikke, at det var rart, men vi var to om det. Vi talte ikke om prævention. Jeg troede ikke, at man bare sådan kunne blive gravid,« siger Helle.

Helle bortadopterede sin søn, som hun fik, da hun var 14 år gammel, og hun gjorde sig ingen forhåbninger om nogensinde at skulle se ham.
Helle bortadopterede sin søn, som hun fik, da hun var 14 år gammel, og hun gjorde sig ingen forhåbninger om nogensinde at skulle se ham. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Hun bemærkede derfor ikke, da hendes menstruation udeblev. Længe. Det gjorde hendes mor, der tog hende til lægen. Men en uregelmæssig cyklus var helt normal for unge piger. »For du har vel ikke været sammen med nogen drenge?« spurgte lægen.

»Så sad jeg altså ikke der som 14-årig med min mor og sagde, »Jo, det har jeg«. Så vi tog hjem igen uden at få taget en urinprøve, og min mor var glad.«

Nogle uger efter anede Helles mormor uråd. Hun boede hos familien i nogle dage og bemærkede Helles morgenkvalme. Helle måtte indrømme, at jo, hun kunne godt være gravid. En ven af familien, som var læge, undersøgte Helle og bekræftede mistanken.

Læs også:

Helle var fire-fem måneder henne. Abort blev derfor aldrig et tema. Hun gik til samtaler hos Mødrehjælpen og sygehuset. Den rette løsning var at bortadoptere barnet ved fødslen.

»Jeg var jo ikke klar til at lege mor. Men jeg husker det ikke som en svær tid for mig. Jeg var ikke ulykkelig. Man kunne ikke se det så meget. Jeg var ikke besværet og levede faktisk, som jeg plejede.«

Forholdet til kæresten fik hun dog besked på prompte at afslutte. At Helle var gravid, holdt familien for sig selv. Kun et par nære veninder fortalte hun det til.

»Men de var bange for at sige det derhjemme, for så ville deres forældre måske tænke, at jeg var en skidt pige.«

Da man begyndte at kunne se maven, en måned før termin, tog Helles mor hende ud af skolen. De tog i sommerhus og ventede på, at fødslen gik i gang. Hvad den altså ikke gjorde af sig selv. Helle fødte ved kejsersnit den 19. juli 1974. »Ukendt fader« stod der på fødselsattesten.

»Jeg så ikke barnet. Det syntes jeg var naturligt. Det var jeg blevet forberedt på, at jeg ikke ville komme til.«

Helle forestillede sig, at adoptiv­forældrene stod klar på hospitalsgangen for at tage imod, og at de var de lykkeligste mennesker i verden. At barnet voksede op på et slot. I virkeligheden tilbragte barnet de tre første måneder af sit liv på et børnehjem, hvorfra Helle kunne få ham tilbage, hvis hun fortrød adoptionen. Det gjorde hun ikke. Hun fortsatte teenagelivet, hvor hun havde sluppet det.

I takt med, at Helle blev ældre, begyndte tankerne om hendes barn alligevel at fylde. Hun forstod fra en snak med sin mormor, at barnet var en dreng. Et udefineret savn opstod. Det kom snigende ved 18-årsalderen. Tanker om, at der gik én rundt derude, som var hendes. Hun havde ingen oplysninger og afskrevet sig al ret til at få noget at vide om barnet.

»Jeg begyndte at tænke meget på, hvordan han havde det. Jeg ville gerne have at vished for, at han havde det godt og havde haft et godt liv. Det lå mig meget på sinde. Men det var kun ham, der kunne opsøge mig. Med alderen forstod jeg også bedre, hvad jeg egentlig havde været igennem.«

I årevis kiggede hun på navnesiderne i aviserne omkring sønnens fødselsdag. Der kunne jo være en omtale af en, hun kunne genkende som sin søn.

Helle har aldrig fået flere børn og lever i dag som single. Hun har været i et par forhold, hvor børn var på tale, men hun sprang alligevel aldrig ud i det.

Kapitel II – Det savnede barn

5.400 gram vejede barnet. Måske var det af flere årsager nådigt, at den 14-åriges fødsel endte i et kejsersnit. Det var en dreng. Sund og rask. Han var et ønskebarn – godt nok ikke for sin biologiske mor. Men et ægtepar, der ikke selv kunne få børn, ønskede sig brændende en søskende til deres adoptiv­datter. Jan Loui Andersen blev drengens navn.

Han voksede op i det, han selv kalder en kernefamilie i Gilleleje. I Jans familie var de helt åbne om, at de to børn var adopterede. Det spillede ingen rolle for Jan igennem barndommen.»Jeg vidste, min mor var meget ung, da hun fik mig. Jeg har også altid kendt hendes efternavn, men jeg søgte aldrig efter hende. Jeg kom fra en idyllisk familie, så jeg har aldrig haft behovet. Jeg syntes, mine adoptivforældre var mine rigtige forældre,« siger Jan.

Læs også:

ørst da han som 19-årig mistede sin mor, begyndte tankerne om hans biologiske mor at rumstere. Hans far mistede han to år senere. Men flere forhold afholdt ham fra at opsøge sin biologiske mor. Hun havde jo truffet et valg om at bortadoptere ham dengang. Hun kunne have mand og børn. Han passede måske slet ikke ind. Han skulle være robust nok til at kunne bære et afslag.

»Jeg havde heller ikke lyst til at tage kontakt, fordi jeg havde mistet mine forældre. Der skulle være en mere legitim grund. Jeg skulle også have noget at byde på.«

Jan gik på handelsskolen, kom i lære, blev sælger, flyttede til København, levede et festligt ungdomsliv. Han blev voksen og mødte Charlotte, kvinden, som han siden skulle blive gift og få børn med. To døtre, der i dag er ti og syv år.

Helle fik ingen andre børn. Men for et par år siden dukkede så hendes søn op. Han havde selv fået barn og hans adoptivforældre var døde, så han syntes, det var interessant at møde sin mor.
Helle fik ingen andre børn. Men for et par år siden dukkede så hendes søn op. Han havde selv fået barn og hans adoptivforældre var døde, så han syntes, det var interessant at møde sin mor. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Da vi fik børn, tænkte jeg mere og mere på, at det kunne være sjovt at se, hvor man kom fra. Tankerne voksede. Er der noget i generne, man bør kende til, nu man selv har fået barn? Jeg blev klar over, at jeg ville tage kontakt.«

Hans hustru støttede ham. Alligevel tøvede Jan med at opsøge sin mor, for en ny tanke havde strejfet ham: At hans søgen kunne ende med, at han fandt ud af, at hun slet ikke levede længere.

Læs også:

»Jeg var parat til et afslag. Men var jeg parat til, at hun slet ikke var der mere? Ville det blive endnu et traume?«

Risikoen var han først parat til at løbe for to år siden. Hun var let at finde ved en simpel googling.

Kapitel III - Forløsning og forening

»Hej Helle,

Mit navn er Jan Loui Andersen, og blev født den 19. juli 1974 ....

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle tage kontakt til dig efter alle disse år, da jeg ikke vil såre dig eller ribbe op i et gammelt sår/minde som du evt. har fortrængt. Er det tilfældet undskylder jeg mange gange.«En mail med denne indledning landede i Helles mailboks kl. 12.35 den 10. september 2012. Det var mandag, og Helle var på arbejde.

»Jeg var ved at falde ned af stolen,« siger Helle, der er partner i et børnetøjsfirma.

Jan skrev, at han ikke bebrejdede hende, men tværtimod var taknemmelig for, at hun havde gennemført graviditeten trods sin unge alder. Han havde haft et godt liv, men var nu nysgerrig efter at kende sit ophav.

Helle svarede ham samme aften. Han kunne få alt at vide. Hun var som en åben bog. Allerede en uges tid efter besøgte han hende på den stråtækte gård, hun endnu bor på. Begge dirrede af nervøsitet op til mødet, men fra Helle åbnede sin dør og stod ansigt til ansigt med sin søn, faldt alting i hak.

I dag ses de ofte, så fra den ene dag til den anden blev Helle både mor og bedstemor.
I dag ses de ofte, så fra den ene dag til den anden blev Helle både mor og bedstemor. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Allerede, da Jan stod i hendes entre, havde han en slående oplevelse. Helle havde en buste af hendes bror, der var død som 29-årig, stående.

»Jeg tænkte bare »Hvad? Der står jeg.« Så meget lignede vi hinanden,« siger Jan.

»Vi kunne snakke om alt muligt. Det var, som om vi havde kendt hinanden altid. Både mentalt og udseendemæssigt ligner vi hinanden,« siger Helle.

Det er to år siden, og i dag betegner Jan det som helt vanvittigt, hvor meget mor og søn ligner hinanden i holdninger og væremåde.

»Det har været en stor forløsning. Jeg er ellers vokset op og har følt mig lidt som familiens grimme ælling. Det er svært at forklare. Men der var for eksempel forskel på, hvad den familie, jeg voksede op i, lagde vægt på, når det handlede om uddannelse. De var alle håndværkere, mens jeg gerne ville tage en længere uddannelse. Efter jeg har mødt Helle, og jo også hendes forældre, føler jeg, at det hele passer sammen,« siger Jan.

Som han sidder foran Helles køleskab, som er prydet med familiefotos, er det tydeligt, at han har arvet sin morfars gener. Lig­heden mellem ham og et billede af bedste­faderen er slående.

Under en magnet hænger også en blå papirlap, hvorpå der med en rød farveblyant er tegnet stjerner. »Farmor« står der i midten. Jans piger har taget deres farmor til sig med hud og hår. Oldeforældre har de også fået.

»Jeg er blevet mor og farmor og svigermor på én gang. Og jeg er blevet mor med stort M. Det havde jeg aldrig troet. Men jeg elsker ham vildt. Og mine børnebørn,« siger Helle.

At Helle ikke har haft mand og børn, der skulle involveres i genforeningen mellem hende og Jan, tænker de begge kan have gjort det lettere at etablere det stærke forhold, de har i dag. De ses omtrent en gang om ugen. Et års tid efter genforeningen ophævede de adoptionen.

»Det ville jeg gerne, da vi havde fundet ud af, at vi gerne ville hinanden. I hvert fald arvemæssigt ville jeg gerne have det i orden,« siger Helle.

Jan skulle først overveje, om han selv syntes, at det var ordentligt over for hans adoptiv­forældre, som han vitterligt betragter som sine forældre. Men jo. Han ville også gerne officielt og juridisk være Helles søn igen.

Jans far har ingen af dem søgt helhjertet efter. Jans tanker om, hvor han kom fra, har altid handlet om hans mor, selv om Jan da synes, at det kunne være sjovt at møde ham. At han har fundet Helle gør til gengæld en verden til forskel i hans liv.

»Jeg vil gå gennem ild og vand for hende, og jeg har det som om, at jeg har været i familien i hele mit liv,« siger Jan.