Danskernes kærlighed til og interesse for den amerikanske ambassadør Rufus Gifford er et tegn på danskerne gode smag, mener skribent hos tv-stationen CNN.
Små to uger før det mest spektakulære amerikanske præsidentvalg i nyere tid, hylder nyheds-giganten CNN Danmark.
'Danskerne er besat af en amerikansk reality-tv-stjerne. Og nej, det er ikke Donald Trump. Det er Rufus Gifford, eller 'Rufus', som alle her tilsyneladende kalder ham.'
Sådan skriver debattøren John D. Sutter på nyhedsstationens hjemmeside i et indlæg, som i den grad skamroser vores lille skandinaviske paradis.
Sutter tager udgangspunkt i ambassadørens popularitet og det faktum, at danskerne er vilde med den - efter hans mening - noget kedelige domumantar-serie om Gifford: 'Jeg er ambassadøren fra Amerika.' Serien i seks dele blev først sendt på DR, men kan nu også findes på Netflix under titlen 'I am the Ambassador.'
'I en tid, hvor en anden realityshow-veteran, Donald Trump, rækker ud efter præsidentembedet, repræsenterer Gifford, en tidligere fundraiser for Obama, det Amerika, som europæerne ønsker at tro, stadig eksisterer,' skriver Sutter, som noterer sig, at der hos Gifford hverken er vrissen, talen om sammensværgelser eller påstande om seksuelle overgreb.
'Gifford er en ikke provokerende, storsmilende bøsse og golden retriever-elskende anti-Trump.'
'Med risiko for at lyde gammeldags og forældet, så tror jeg, vi amerikanere kunne lære en ting eller to af Danmarks smag for offentlige personer. Ja, der er også galninge i Skandinavien. Dem, der ønsker at lukke muslimerne helt ude fra samfundet, og hvis nationalisme burde blive skræmt af mere end 70 års viden om verdenshistorien. Men i det store hele forventer de mere høflighed af deres politikere, end vi gør. Og deres samfund - som har langt mindre økonomisk ulighed og meget større niveau af tillid - fungerer stadig som en sammenhængende enhed. Det virker som om, Amerika er ved at gå op i sømmene,' skriver han.
Selv om John D. Sutter ikke forstår, hvorfor danskerne kan holde sig fanget af seks afsnit om den folkekære ambassadør, hvor der efter hans mening stort set intet sker, så ser han netop det faktum som et bevis på danskernes gode smag.
'At danskerne foretrækker et oprigtigt og meget lidt ophidsende indblik i livet hos en harmløs amerikansk ambassadør er sigende. De er i stand til at vise interesse i mennesker, som ikke skriger for at få opmærksomhed og som prøver at skabe deres egne plot. Jeg håber, at vi amerikanere kan sige det samme efter dette valg.'
Han har dog så meget selverkendelse, at han slutter sin klumme:
'Men som mig, er det ikke sikkert, at du vil komme igennem hele serien (om Gifford, red.)'
'Der er simpelthen ikke spænding nok til at holde en fanget.'
