Integrationsminister Inger Støjberg var gæst hos Maja Rosager i DR P4 København, da der blev sendt morgenradio direkte fra moskeen på Nørrebro fredag morgen.

Her faldt integrationsministeren blandt andet i snak med pigen Emma, som endte med at komme for sent i skole på grund af sin deltagelse i radioprogrammet.

Men Inger Støjberg ville ikke have siddende på sig, at Emma fik skældud eller løftede pegefingre af sin lærer, så hun forfattede en håndskrevet seddel, hvor hun tager ansvaret for forsømmelsen. Det kunne Maja Rosagger ikke stå for, så hun har delt ministerens flotte gestus på Twitter:

»Emma kommer desværre lidt sent i skole i dag. Det beklager jeg meget, men hun fik spist morgenmad sammen med mig.

De bedste hilsener

Inger Støjberg,« skriver integrationsministeren.

I strømpesokker snakkede Maja Rosager og Inger Støjberg med de besøgende i moskéen, mens der blev spist morgenmad. På Maja Rosagers billede herunder ses Emma siddende ved bordet længst fra kameraet.

Hvordan Emmas lærer reagerer på Inger Støjbergs seddel vides ikke, men mon ikke hendes interesse for at deltage i samfundsdebatten og snakke med integrationsministeren blev taget vel imod?