Administratorerne bag en Facebook-gruppe, der leder efter forsvundne Emilie Meng, har smidt en 'selvudråbt talsperson' for Emiles familie ud som administrator af gruppen og vil ikke længere samarbejde med den påståede talsperson.

'Selvsamme person har i pressen udråbt sig selv som familiens talsmand. Dette er familien kede af, da de på intet tidspunkt har og heller ikke ønsker nogen talsmand. Dette er ikke vores ord, det er familiens egne! Derfor har vi, sammen med "Forsvundne personer", her i gruppen og andre grupper valgt, at vi ikke ønsker denne person som ansigt udadtil, for det vi laver,' skriver de i gruppen, som har over 36.000 medlemmer.

Zuzu Heidelbach har optrådt som talsperson for Emilie Mengs familie i flere medier, og bliver i et indslag i Go' Aften Danmark beskrevet som en ven af familien, der kender den og Emilie rigtig godt.

Men da BT spurgte hende, om hun nogensinde havde mødt Emilie, var svaret nej.

Zuzu Heidelbach er ejer af 'Spraytan By Zuzu' og bor i Slagelse. Hun har været dybt engaeret i at finde forsvundne Emilie Meng. Foto: Privat.
Zuzu Heidelbach er ejer af 'Spraytan By Zuzu' og bor i Slagelse. Hun har været dybt engaeret i at finde forsvundne Emilie Meng. Foto: Privat.
Vis mere

18-årige Emilie har været forsvundet siden 10. juli, hvor hun skiltes med sine veninder ved Korsør Station klokken fire om morgnen, og siden har hundredevis af frivillige ledt efter hende sammen med politiet.

Et arbejde som Zuzu Heidelbach har været dybt engageret i, og det er Emilies familie rigtig glade for, understreger Emilies faster Jannie Holck Andersen. Men ud over det kender familien hende ikke, og de har heller aldrig ytret ønske om, at hun skulle være familiens ansigt udadtil, skriver fasteren til BT.

'Vi har aldrig udnævnt hende som talsmand for familien.'

Til BT skriver Zuzu Heidelbach, at hun bestemt mener, at hun er blevet bedt om at være talsmand.

'Jamen det ved jeg ikke lige, hvordan jeg skal forholde mig til, det er jo 100% deres valg, hvem de ønsker udtaler for sig, det var blot, hvad de bad om det første lange stykke tid og har ikke udtalt mig på deres vegne uden at have talt med dem først,' skriver hun.

Men det er ikke et billede, som Emilies faster kan genkende. Hun understreger, at hun har været i kontakt med Zuzu, men kun på lige fod med andre frivillige, når der har været en eftersøgning.

'Har konverseret med hende som jeg har med så mange andre frivillige og har talt med hende, når der har været søg. Har skrevet til hende at både min familie og jeg har undret os over hendes titel som talsmand for familien, hendes svar var, at det var medierne, der skrev det. Jeg vil ik ha yderligere ballade ud af det her.. vi har rigeligt om ørene. Men nu ved I at hun ik er talsmand for os,' skriver hun.

Zuzu Heidelbach oplyser til BT, at hun ikke længere vil udtale sig, men nu dedikere al sin tid på arbejdet med de frivillige i eftersøgningen.