Politiet er i øjeblikket i færd med en større politiaktion i Korsør, hvor de leder efter den forsvundne Emilie Meng i flere kolonihaver.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har onsdag iværksat en større eftersøgning i et kolonihaveområde i Korsør efter Emilie Meng, der ikke er blevet set siden en tidlig søndag morgen i juli måned, hvor hun tog afsked med to veninder på Korsør Station.

Men til stede ved eftersøgningen i Korsør er også Emilie Mengs farmor og farfar, der var ude på deres daglige motionstur, skriver TV2 ØST.

»Jeg tænker hele døgnet, hvor hun kan være henne. Både dag og nat. Jeg tænker, om hun pludselig dukker op,« siger Emilie Mengs farfar til TV ØST.

De to ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller, at de hver dag går en rute, hvor de leder efter deres barnebarn.

Emilie Mengs forsvinden nærmer sig efterhånden to måneder, men det er endnu ikke lykkes politiet at finde nogen spor, der har kunnet gøre dem klogere på, hvad der præcist er sket med Emilie Meng.

Og det undrer farmoren, der har svært ved at forstå, at den nu 18-årige pige bare er forsvundet ud i den blå luft uden nogen spor.

Parret fortæller samtidig, at barnebarnets forsvinden tærer hårdt på familien, og at Emilie Mengs mor og far har svært ved at have for mange besøgende ad gangen.

Emilie Mengs to mindre søskende får heldigvis afledt opmærksomheden af skole og børnehave, fortæller bedsteforældrene til TV2 ØST.

I løbet af de snart to måneder, Emilie Meng har været forsvundet, har et utal af frivillige forsøgt at finde den 18-årige pige. Adskillige eftersøgninger har været sat i værks med hjælp fra både helikoptere og dykkere, og det sætter Emilie Mengs familie stor pris på, fortæller bedsteforældrene.

»Vi er meget taknemmelige for alt det, folk har gjort. Det er fantastisk. Det trøster os, at der er så mange, der kigger efter hende. Hvis ikke der var det, ved jeg ikke, hvor vi havde været henne. Så det holder os oppe,« siger farmoren.

De fortæller samtidig, at de ikke har opgivet håbet om at finde Emilie Meng.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har politiets hunde markeret områder omkring en kolonihave, som man nu er i færd med at undersøge nærmere. Det vides endnu ikke, om det har relation til Emilie Mengs forsvinden.

»Politiet har gennemsøgt godt halvdelen af kolonihavehusene og de tilhørende grunde. Hundene har markeret og vist særlig interesse for flere steder på området, og de steder bliver nu undersøgt nærmere. Der er dog indtil videre ikke kommet afgørende nyt, men afsøgningen fortsætter resten af eftermiddagen og torsdag,« skriver de i en pressemeddelelse.