Vidner har set en hvid varevogn forlade et skovområde i Korsør i høj fart den weekend, hvor Emilie Meng forsvandt. Politiet er torsdag og fredag i gang med en større gennemsøgning i skoven.

Politiet efterlyser nu en hvid varevogn i sagen om den 18-årige Emilie Mengs forsvinden.

Flere vidner har de seneste måneder henvendt sig til politiet, fordi de har set en hvid kassevogn forsvinde i høj fart fra Lystskoven i Korsør i den weekend, hvor Emilie Meng forsvandt. Skoven liggger i nærheden af Emilie Mengs hjem og altså i det område, hvor man kunne forvente, den nu 18-årige pige ville færdes på vej hjem fra stationen.

»Der er nogle vidner, som har set en hvid kassevogn i løbet af den weekend ude i Lystskoven i Korsør. Men det er ikke særlig konkret, og vi har ikke fået oplyst biltype eller noget. Hvis nogen har været derude og kørt hurtigt igennem i en hvid varebil eller varevogn, må de gerne henvende sig, så vi kan få lukket den del,« siger efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn-Nielsen.

Efterforskningslederen understreger, at det er »en meget løs efterlysning, for vi ved jo ikke, om det har noget som helst med sagen at gøre.«

»Landets bedste hunde« deltager i aktion

Politiet er torsdag og fredag massivt til stede i netop Lystskoven for systematisk at gennemsøge den for spor. En aktion, der ifølge Søren Ravn-Nielsen ikke har noget med den hvide varevogn at gøre.

»Eftersøgningen er et led i den almindelige efterforskning, vi laver, hvor vi forsøger at lukke forskellige huller. Vi har været i en del af skoven tidligere, men vil nu være sikre på, at vi ikke har overset noget,« siger han.

I aktionen deltager omkring 25 betjente og en hel del hunde, der er indkaldt fra hele landet så det er »de bedste hunde«, der er med. Det oplyser politikommissær Steen Von Würden, der leder gennemsøgningen i skoven.

Frem til fredag formiddag havde politiet ikke fundet spor, der kan relateres til Emilie Mengs forsvinden. Politiet forventer, at man er færdige med at gennemsøge skoven på den anden side af middag fredag.

Skoven er ifølge TV2 Øst også tidligere blevet gennemsøgt af frivillige.

Tre måneder uden livstegn

Det er ikke første gang i efterforskningen, at en lys bil dukker op. For vidner har også tidligere berettet om en »lys bil«, der er blevet set i det område, som Emilie Meng logisk ville gå igennem på sin vej fra Korsør station og til forældrenes hus i det sydlige Korsør.

Politiet arbejder derfor stadig på præcist at kortlægge, hvem der var til stede i det område tidligt om morgenen 10. juli. Man estimerer, at der maksimalt har været 50 personer - heriblandt alt fra hundeluftere til taxachauffører og avisbude - og mangler fortsat at komme i kontakt med »få« af dem.

Emilie Meng forsvandt sporløst søndag 10. juli. Sammen med to veninder havde hun været til fest i Slagelse, og de ankom sammen med toget til Korsør station omkring kl. 4. Mens veninderne tog en taxa hjem fra stationen, ville Emilie Meng gå de få kilometer hjem til forældrenes hus. Hun dukkede dog aldrig op.

Politi: Ikke flere områder i kikkerten

Overvågningsvideo fra stationen har vist, at den nu 18-årige pige selv forlod stationen gående. Det er foreløbig politiets eneste sikre spor i sagen.

Både politi og frivillige har siden gennemsøgt flere områder i og omkring den sydsjællandske by - blandt andet er et område med haveforeninger for en måneds tid siden blevet endevendt af politiet.

På nuværende tidspunkt er der ifølge Steen Von Würden ingen specifikke områder i og omkring Korsør, som politiet mangler at undersøge systematisk.