En konto lå i særlig grad daværende skatteminister Troels Lund Poulsen på sinde, viser intern korrespondance.

Af en intern mailkorrespondance, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, fremgår det, at en konto var så magtpåliggende for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen at en embedsmand kaldte den for »ministerens tvangstanke«.

Mindst 28 ansatte i Skat, Skatteministeriet og Finansministeriet var involveret i at oprette den pågældende skattekonto, viser mailkorrespondancen, der begynder 11. maj 2010, da en embedsmand i Skat ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at han er blevet ringet op af en embedsmand fra Skatteministeriet.

- Han bad mig om at tage bolden vedr. ministerens tvangstanke om at udvikle en hjemmeside, hvor borgerne kan indbetale deres skattelettelse. (...) Jeg vil dog ikke påbegynde noget uden din medvirken og accept, skriver embedsmanden til en kontorchef i Skat.

I mailen kaldes idéen om skattekontoen desuden »typisk ministeriel«. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger udgår opgaven via en mellemmand fra Jesper Skovhus Pedersen, der er koncerndirektør i Skatteministeriet.

Hverken Jesper Skovhus Pedersen, som skal afhøres i Skattesagskommissionen, eller embedsmanden, der beskrev ministerens »tvangstanke«, ønsker at svare på avisens spørgsmål.

Skattesagen fortsætter torsdag, hvor det er specialkonsulent Gergana Trasborg og skattedirektør Lisbeth Rasmussen, der skal vidne i Skattesagskommissionen. Begge er fra Skat København.